Hærværk på rådhusuret i Århus

Aktivister har smidt rød maling på den ene urskive på rådhustårnet. Malingen fjernes allerede i dag.

Århus Kommune bad tirsdag morgen et specialfirma om at fjerne rød maling fra byens rådhusur.

Aktivister har i nattens løb malet uret delvis rødt, og kommunen vil gerne have 'skønhedspletterne' fjernet, inden demonstrationen senere på dagen på Rådhuspladsen.

Politiet blev tilkaldt og mødte frem for et sikre eventuelle spor af gerningsmændene.

Aktionen sættes i forbindelse med de mange protester mod kommunale besparelser. På gaderne i den indre by blev der nemlig fundet løbesedler med påskriften 'Dette er en folkelig nødværgeaktion i velfærdens navn. Danmark bløder'.

Aktivisterne har brugt et stillads, som er opstillet i forbindelse med reparationer på rådhuset.

Der er to store ure på det karakteristiske rådhustårn, og det er uret vendt mod Banegården, i syvende sals højde, der er blevet delvis overmalet. /ritzau/