Hærværk og tyveri mod træskulptur: Ko halshugget og lemlæstet

En stor træskulptur af en ko er natten til mandag udsat for hærværk, hvor benene er skåret af, og hovedet er væk.

Sådan så hærværket ud, da Jacob Justesen i morges mødte ind.

Det var et noget trist syn, der mødte gartner Jacob Justesen, da han mødte ind på job i Botanisk Have i Aarhus. Ved Væksthusene står der nemlig en række træskulpturer, men de ser ikke længere ud, som de plejer.

Læs også Pas på med at tage en dukkert: Giftige alger hærger flere steder

Værst gik det ud over en ko, der har mistet flere legemsdele - og så er dens hoved helt forsvundet.

- I morges, da jeg kom, så mødte jeg den her stakkels ko, der har mistet sit hoved. Den her er tilmed rykket med af sin sokkel, og den har brækket benet, siger Jacob Justesen til TV2 ØSTJYLLAND.

00:46

VIDEO: Her kan du se noget af hærværket. 

Luk video

Han tror dog ikke, at det har noget med hverken dyreaktivister eller anden politisk propaganda at gøre.

- Det er selvfølgelig en form for hærværk. Man kan jo sige, at koen er et stykke kunst, og ligesom den Lille Havfrue for nogle år tilbage mistede sit hoved, så kaldte man det en happening, men vi hælder nok mere til, at det kunne være hærværk og tyveri, siger han.

Jacob Justesen er gartner, ansat ved Science Museerne i Aarhus, hvor han tager sig af Botanisk Have.

Østjyllands Politi bekræfter, at de har modtaget en anmeldelse om hærværk i Botanisk Have.

- Vi har fået anmeldelsen telefonisk klokken 08.54, og episoden kan have fundet sted på et tidspunkt mellem fredag eftermiddag og mandag morgen. Vi forsøger at se, om vi kan indhente oplysninger for at få opklaret sagen, fortæller kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi, Janni Lundager, til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Til kamp for biers overlevelse: Kommune lader vejkanter vokse vildt

Synet af en slagtede træko kan se voldsom ud, men det får ikke gartneren til at lave yderligere foranstaltninger for at undgå nye tilfælde af hærværk i fremtiden.

- I Botanisk Have kommer der rigtig mange mennesker, og 99,9 procent er dejlige mennesker. Og så kommer der sådan én klovn der, som kommer til at fylde noget i hovedet på folk, men der synes jeg, det er vigtigt at sige, at det her må ikke tage fokus, siger Jacob Justesen.

Vi vil give en dusør på to billetter til vores udstilling Smag på Verden i Væksthusene og to frokoster i caféen til den, der finder hovedet, for så kan vi reparere den igen.

Jacob Justesen, biolog

Trækoen er en del af en form for naturlig udstilling, der skal vise, hvordan dansk jord- og landbrug har været før i tiden. 

- Sammen med et får og en høstak i træ, har koen været med til at vise, hvordan danske plantesamfund var, og hvordan de blev holdt med græsning, siger Jacob Justesen.

Dusør udloves

Skulpturen har så stor værdi for Science Museerne, at de gerne vil udlove en dusør til de, der finder resterne af koen.

- Vi vil give en dusør på to billetter til vores sommerrundvisning Smag på Verden i Væksthusene og to frokoster i caféen til den, der finder hovedet, for så kan vi reparere den igen, siger Jacob Justesen.

Det er ved Væksthusene i Botanisk Have i det centrale Aarhus, at træskulpturerne holder til. Foto: Google Maps