Groft hærværk: To personer har smadret 47 ruder
En spritny kommunal bygning i Brabrand var søndag udsat for grov hærværk, da 47 ruder blev smadret. Det har dog ikke påvirket områdets borgere.
Flere borgere i Gellerupparken i Brabrand blev søndag mødt af et trist syn.
To personer havde begået grov hærværk mod områdets spritnye kommunale bygning. Her havde de smadret hele 47 glaspartier.
Læs også
- Folk bliver kede af at se, at nogen har smadret så mange vinduer i denne bygning, som vi ellers er glade for at bo i. Det er rigtig ærgerligt, siger Annette Nathan, der er receptionist i bygningen.
Det er kun et par måneder siden, de første af tusinde kommunale medarbejdere flyttede ind i Aarhus kommunes nye kæmpe fælleskontor i Gellerup.
Men selvom hærværket igen trækker negative overskrifter for ghetto-området, ødelægger det ikke trygheden for medarbejderne i huset.
- Som udgangspunkt synes jeg jo ikke, man skal lade nogle enkle individers stemme ryste ved det større billede af, at folk i området generelt har taget vældig godt i mod bygningen, siger Pernille Villesen, der er projektleder på Smag Aarhus, og også arbejder i bygningen.
En attraktiv bydel
Det spritnye prestigebyggeri er en større del af den Helhedsplan for Gellerupparken, som blandt andet går ud på at forandre områdets stempel fra at være et socialt udsat boligområde til at være en attraktiv bydel på tværs af beskæftigelse, uddannelsesniveau og indkomst.
Og den plan skal knuste ruder ikke ødelægge.
- Folk vil det bare så gerne, og selvfølgelig var i går en dum dag for os, men jeg tror, det bliver glemt, siger Annette Nathan og slår fast, at kommunen ikke fortryder, at de er flyttet ud i Gellerupparken.
Læs også
Aarhus Kommune vurderer, at det vil tage op til tre måneder at skifte de mange specialbyggede ruder ud.
Kort tid efter hændelsen anholdt Østjyllands Politi to formodede gerningsmænd, som er blevet sigtet for groft hærværk.