Hærværk mod kirkegård
50 gravsten blev natten til lørdag væltet på Balle Kirkegård ved Silkeborg.
Både menighedsråd og pårørende er forfærdede over det grove hærværk, der mødte dem lørdag morgen på kirkegården i Balle. 50 gravsten er væltet og to af dem er ødelagt. Hærværket er spredt ud over et større område på kirkegården.
Menighedsrådsformand Tom Ebbe Jacobsen er oprørt:
- Der ligger både små børn, der ligger forældre, der ligger bedsteforældre. Folk kommer og ser, at det sted, hvor deres kære er, er molestreret af vandalisme. Det synes jeg er fuldstændigt uetisk.
Pårørende, som TV 2 | Østjylland i dag mødte på kirkegården, mistænker lokale unge for at stå bag hærværket og håber, at byens forældre vil tage en alvorssnak med deres børn og unge.
Politiet står uden spor efter gerningsmanden.
Midt- og Vestjyllands Politi har været på stedet for at lede efter spor - angiveligt uden resultat. Derfor opfordrer politiet nu beboere i området til at kontakte politiet, såfremt man har set noget mistænkeligt natten mellem fredag og lørdag.