Hærværk mod handicaptoilet for tredje gang
De offentlige toiletter i Odder bliver gang på gang udsat for hærværk.
For tredje gang inden for ni måneder er støtterne til handicaptoilettet på Holsteinsgade blevet smadret.
- Tre gange inden for kort tid, har vi sat armstøtter op, og så splitter de det ad. Vi nåede næsten ikke at sætte den sidste skrue i, før den var knækket af igen, fortæller driftschef Leo Kristoffersen hos Fælles Drift og Service i Odder Kommune.
Driftschefen kan næsten ikke holde ud, at de skal bruge tid og penge på det.
- Mit hoved kan ikke regne ud, hvad meningen skal være med det, andet end det er fuldstændig tåbeligt, siger Leo Kristoffersen til TV2 ØSTJYLLAND.
Odder Kommune har nu lavet et opslag på Facebook i håb om at sætte en stopper for det.
- Jeg kan kun appellere til, at folk til at lade være. Men jeg ved godt, at de afstumpede folk, som gør det her, ikke er nemme at tilgå med pædagogik. For ellers havde de ikke gjort det, siger Leo Kristoffersen.
Læs også
Smadrer toiletter flere steder
Det er ikke første gang, at toiletterne bliver udsat for hærværk. De offentlige toiletter på Holsteinsgade og toiletter på Odder Station har været hårdt ramt.
- Det med bare at gå ind og ødelægge, det er fuldstændig tåbeligt og hjernedødt, siger Leo Kristoffersen.
Toiletterne på stationen var fyldt med skrald, og der har været ildspåsættelse. Det fik EDS, som ejer bygningen til at lukke det.
- Vi har valgt at lukke det ned, for vi kan ikke forsvare at lade det stå sådan her. Der har tidligere været lavet bål herinde. Vi har jo os selv og andre lejere i bygningen, og vi kan ikke forsvare, hvis hele bygningen bliver brændt ned, så derfor har vi valgt at lukke det ned, sagde Kurt Birger Svit, daglig leder i EDC i Odder til TV2 ØSTJYLLAND i marts.
Ved ikke, hvad de skal gøre
Driftschef Leo Kristoffersen har ikke svaret på, hvordan det her kan løses. De har igen anmeldt det til politiet.
- Vi er i overvejelser om overvågning eller aflåsning, men det er brand hamrende ærgerligt, hvis de skal være låst, når folk skal bruge det, fortæller han.
Leo Kristoffersen står helt uforstående over for, at man kan finde på at smadre et handicaptoilettet.
- Et er at ødelægge toiletter, men handicappede har udfordringer i livet i forvejen, og det behøver vi bestemt ikke gøre værre, siger Leo Kristoffersen.
Ødelæggelser kan hurtigt komme op og koste flere tusinde kroner. Og hvis de også ødelægger vægmonteringen, kan det komme op omkring 10.000 kroner, fortæller han.
- Det er helt håbløst, at man skal bruge kommunale penge på den måde, som kan bruges andre steder.
Læs også
Nu håber han, at der er nogen, som ved noget – så der én gang for alle, kan sættes en stopper for hærværket.
- Man kan da håbe på, at hvis det er navngivne folk, som de kender til – så kan det måske blive begrænset fremadrettet.
Alle henvendelser giver han videre til politiet.