Hærværk: 11 træer slået ihjel med boremaskine og gift
Randers Kommune har meldt hærværk i en af byens parker til politiet
Det var dryssende blade, som allerede sidste år fik Randers Kommune til at bemærke, at noget var helt galt med en flok træer ved parken Tøjhushaven i Randers.
Nærmest alle bladene på en række træer ved en gangbro begyndte pludselig at falde af. Mistanken var dengang, at det kunne dreje sig om sygdom, men i mandags gjorde gartnere sig en ubehagelig opdagelse.
Læs også
Firmaet Forstas, som står for at passe parkerne i Randers Kommune, var sendt ud for at fælde træerne, fordi de nu var gået helt ud, og i den forbindelse opdagede en gartner ved et tilfælde, at træernes pludselig døde langt fra var naturlig.
- Der var borehuller i træerne, så man kunne hurtig lægge to og to sammen, fortæller gartner Morten Møller til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Hullerne var nøjsomt boret ind i træets kerne og var på størrelse med en fingers bredde. Grunden til, at gartneren opdagede hullerne, var, at de var boret midt på træet. Nærmest i "arbejdshøjde". Hvis de var boret nederst på stammen, var det ikke sikkert, at det var blevet opdaget, fortæller Morten Møller:
- Gerningsmanden havde samtidig stukket små kviste i hullerne for at skjule dem.
(Artiklen fortsættes under billedet)
Sag for politiet
Han er trist over, at træernes død er konsekvens af en bevidst handling.
- Hullerne er boret pænt med en boremaskine. Det er foregået meget nøjagtigt. Derefter har man formentlig hældt noget gift - for eksempel et Round up-produkt - ind i træet, som så er gået direkte ind i træets saftbane, siger Morten Møller, som flere gange tidligere har oplevet lignende hærværk fra folk, som har været trætte af træers placering:
- Det er grotesk, at folk griber til selvtægt på den her måde. Det var ellers en rigtig hyggelig allé med grønne træer. Årsagen kan man kun gisne om - om det er på grund af udsigt eller noget helt andet.
Morten Møller hentyder til, at træerne var plantet foran nogle nyere lejlighedskomplekser. Om der er sammenhæng mellem deres placering og aflivningen af dem, er det nu på til Østjyllands Politi at efterforske. Hærværket er blevet meldt til politiet.
- Det bliver nok nærmest umuligt at opklare. Man skal næsten tage folk på fersk gerning, siger Morten Møller.
Læs også
Det er i alt 11 træer, hvoraf ni er af sorten rød-el, mens de andre to er et lindetræ og et piletræ. Piletræet er der ikke boret i, men i stedet savet med, hvad der kunne være en bajonetsav.
Træerne blev plantet for 15 år siden i forbindelse med anlæggelsen af gangbroen.
KORT: Det er ved gangbroen her i Tøjhushaven i Randers, at hærværket har fundet sted.