Hængt ud som pædofil

28-årig aarhusianer fik delt sit billede på Facebook

05:59

1 af 2

Tirsdag formiddag fik 28-årige Benjamin Holstebroe fra Aarhus et ubehageligt opkald.

En gammel skoleveninde fortalte ham, at hun havde set hans billede blive delt på Facebook med blandt andet teksten "Pas på jeres piger!". Opfordringen blev delt af en kvinde, hvis datter var blevet antastet af en mand på Facebook.

Manden havde misbrugt et af Benjamin Holstebroes ungdomsbilleder og brugt som sit eget profilbillede.

Det var derfor et billede af en 17-årig Benjamin Holstebroe, som med lynets hast blev delt på Facebook med en advarsel om, at han forulemper mindreårige piger:

- Jeg tænkte: "Hvad sker der?". Jeg var helt rystet. Helt rundt på gulvet og min kammerat sagde så, at jeg hurtigt skulle ringe til politiet, siger Benjamin Holstebroe til TV 2 | ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Jeg kunne bare se, at billedet blev delt 1.000 gange i timen. Jeg så filmen "Jagten" køre gennem mit hoved, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.

Skræmt efter billeddeling

Benjamin Holstebroe skyndte sig at kontakte Østjyllands Politi. Her fik han at vide, at politiet ikke havde ressourcer til at efterforske sagen.

- Jeg er dybt rystet. Man har jo godt nok hørt om sager, hvor politiet ikke ville tage ud. Jeg synes, når det handler om pædofili og folk misbruger ens identitet, og politikerne vil slå hårdt ned på det.. at man så får det indtryk, når man ringer, at man er til ulejlighed, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Billedet af Benjamin Holstebroe nåede at blive delt mere end 8.000 gange, inden kvinden - efter opfordring - fjernede det fra Facebook.

- Jeg synes, det er skræmmende. Det viser, hvad man kan bruge Facebook til. Man kan nå meget bredt ud, men det viser også, at folk ikke tænker over, hvad de deler, siger Benjamin Holstebroe til TV 2 | ØSTJYLLAND.

I dag er Benjamin Holstebroe mærket af episoden. Han er utryg ved at gå uden for en dør:

- Jeg ved nede at handle, men jeg følte, at folk kigger på mig. Jeg føler, at folk kan genkende mig, og jeg ved ikke, om det bare er i mit hoved eller hvad, siger Benjamin Holstebroe til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Se: Politi: Det er jo æreskrænkelse

På trods af, at Benjamin Holstebroe ikke følte, at politiet tog ham alvorlig i går, har Østjyllands Politi i dag valgt at efterforske sagen.

Se et længere interview med Benjamin Holstebroe øverst i artiklen.