Hæderkronet Randers-virksomhed konkurs
Den 137 år gamle herretøjsproducent Falbe i Randers er gået konkurs. 20 medarbejdere risikerer at miste jobbet.
Falbe har i snesevis af år været kendt som en af byens traditionsrige arbejdspladser, men nu ser det ud til, at virksomheden snart er fortid i Randers.
Ifølge Randers Amtsavis er Falbe gået konkurs. Mandag i denne uge blev der afsagt konkursdekret på foranledning af virksomheden selv. Det oplyser direktør Steen Engelbrecht.
Han håber dog, at det lykkes at genrejse virksomheden i et andet regi.
- Der arbejdes intenst på at få solgt aktiverne med henblik på at føre firmaet videre. Og der er interesserede købere, som skaber fortrøstning, siger Steen Engelbrecht til avisen.
Ifølge Steen Engelbrecht er det den aktuelle finanskrise, der er årsag til de økonomiske problemer.
Falbe beskæftiger 20 medarbejdere i Randers.