Hæder til to østjydske firmaer

Akva Waterbeds og Tvilum-Scanbirk fik i dag en hæderspris for deres eksportindsats

De to østjyske virksomheder Akva Waterbeds og Tvilum-Scanbirk modtog her til formiddag Kong Frederik den 9.'s hæderspris for fortjenstfuld indsats for dansk eksport.
Prisen blev overrakt af Hans Kongelige Højhed Prins Henrik. Tvilum-Scanbirks direktør er meget beæret over at modtage prisen, som han mener vil få stor betydning for Tvilum Scanbirks markedsføring i udlandet.

- Vi vil kunne bruge prisen i USA. Men også i asien, hvor det danske kongehus har stor bevågenhed på grund af Prinsesse Alexandra, vil vi kunne bruge hædersprisen i vores markedsføring, mener adm. direktør Ole Lund Andersen.

For den anden prismodtager Akva Waterbeds er det ikke uvant at modtage hæder. Sidste år blev virksomheden fra Ry valgt til Østjyllands bedste arbejdsplads.