Hæder for indsats i Gellerupparken

Justitsministeren giver pris til klubmedarbejderen Afif Abdallah.

Den 39-årige klubmedarbejder Afif Abdallah fra Gellerup Klubberne i Brabrand ved Århus modtager årets pris for at forebygge kriminalitet, når Det Kriminalpræventive Råd holder årsmøde i morgen.

Afif Abdallah modtager prisen for sit arbejde med unge i Brabrand. Afif er oprindeligt flygtning fra Libanon, men har gennem sit aktive arbejde i klubben været et forbillede for integrationen i Danmark.

Det Kriminalpræventive Råd påpeger, at Afif ofte påtager sig en forældrerolle og engagerer sig meget i motivationen og fastholdelsen af de unge for at forebygge eller stoppe kriminel adfærd. Prisen overrækkes onsdag klokken 10 af justitsminister Lene Espersen (K). /ritzau/