Hæder: Feldballe på Djursland bliver årets landsby 2016

Med prisen følger en check på 150.000 kroner

Foto: Google Maps

1 af 2

I et felt af 11 indstillede byer løb Feldballe i Syddjurs Kommune med Landsbyprisen 2016.

Det er Region Midtjylland, der igen uddeler prisen til en landsby, der formår at skabe udvikling, og Feldballe har da også formået at vokse i en periode, hvor små byer bliver mindre.

En af årsagerne til, at Feldballe blev indstillet til prisen, skyldes en række frivillige og engagerede kræfter, der kæmper for byens udvikling.

- Det var et stærkt felt, vi var oppe mod. Så vi kunne ikke vide, hvilken vej det ville gå, men vi synes selv, at vi har fortjent prisen. Og vi er meget glade og stolte over, at det blev Feldballe, så vi er ved at hejse flaget, siger Bertel Clausen, der er bestyrelsesformand i Feldballe Hallen, til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Det er en række initiativer fra borgere og foreninger, der har sat Feldballe på landkortet.

Fire østjyske byer er indstillet

Borgerne har blandt andet oprettet en friskole efter lukning af byens folkeskole. Derudover har Foreningen Feldballe Hallen etableret et stort nyt idrætsanlæg både via et stort frivilligt arbejde og økonomisk bidrag fra byens beboere.

Andelsforeningen Friland spiller ligeledes en betydelig rolle for fællesskabet i forhold til bæredygtige løsninger på energi- og miljøområdet samt i forhold til lokale fødevarer.

Med landsbypris 2016 følger en check på 150.000 kroner.

- Vi ved endnu ikke, hvad de mange penge skal bruges til. Nu indkalder vi til et borgermøde, og så må vi høre, hvilke ideer beboerne har. På hallens vegne kunne jeg godt tænke mig, at nogle af pengene gik til en parkourbane, ligesom den skatepark vi lavede, siger Bertel Clausen til tv2oj.dk.

Tag en tur igennem Feldballe nedenfor: