Haderslev kalder: Mitrovic forlader Randers FC

Den svenske angriber Marko Mitrovic har efter aftale ophævet samarbejdet med Randers FC til fordel for ny klub

Her ses Marko Mitrovic i aktion i pokalkampen mod HIK den 11. oktober sidste år. Foto: Liselotte Sabroe - Scanpix

Foto: Henning Bagger - Scanpix

Foto: Henning Bagger - Scanpix

1 af 3

Efter et halvt års ophold i Randers FC, som blandt andet har budt på småskader, er angriber Marko Mitrovic nu fortid i klubben.

Randers FC har i dag offentliggjort i en pressemeddelelse, at klubben efter gensidig aftale har valgt at ophæve samarbejdet. Blot fire minutter efter, omkring kl. 11, kunne Sønderjyske præsentere Mitrovic som ny spiller i truppen:

Afskeden med Randers FC er ifølge Marko Mitrovic helt udramatisk. Han fortæller i pressemeddelelsen, at han har været glad for sin tid i klubben, men har i bund og grund manglet spilletid:

- Jeg har kun positivt at sige om Randers FC, som har taget virkelig godt imod mig. Jeg har haft det utroligt godt og nydt at komme til træning hver dag, men jeg har behov for mere spilletid, og det er der desværre ikke udsigt til i Randers FC, der har mange dygtige angribere i truppen, siger Marko Mitrovic.

Læs også To skadede angribere er ude for Randers FC

Hos Superliga-rivalerne Sønderjyske glæder man sig nu over købet af en ny, stærk angriber. Mitrovics historik med flere småskader på det seneste skræmmer dog ikke. Sportschef i Sønderjyske, Hans Jørgen Haysen, tror på, at Mitrovic nu får muligheden for at slå sit navn fast i dansk fodbold:

- Det tror vi på, at han kan lykkes med her hos os. Vi har haft flere gode samtaler om hvor vigtigt det er at tingene fungerer både på – og uden for banen, og jeg tør godt love at det er en uhyre sulten spiller, som virkelig vil gøre sit yderste for at vise sig frem fra sin bedste side, som støder til holdkammeraterne senere i dag, siger han til klubbens hjemmeside.

Jeg har haft det utroligt godt og nydt at komme til træning hver dag, men jeg har behov for mere spilletid, og det er der desværre ikke udsigt til i Randers FC.

Marko Mitrovic

Mitrovic kommer oprindeligt fra Serbien, men har hele sin fodboldopvækst i Sverige, hvor han startede sin professionelle karriere i Malmø FF. Derefter gik turen til Chelsea FC i England, hvor han deltog i klubbens fodboldakademi, inden han vendte mod Brescia i Italien, FC Eindhoven i Holland og så Randers FC. 

I sin tid i Randers FC har Marko Mitrovic nået at spille 12 kampe. Alle målløse.