Håbet lever stadig i AGF

Med 1-1 mod AaB har AGF stadig en teoretisk chance for at undgå nedrykning.

Optimistiske århusianere kan stadig klamre sig til et spinkelt matematisk håb om AGF-overlevelse i landets bedste fodboldrække.

Søndag eftermiddag spillede AGF på hjemmebane 1-1 mod AaB, og det ene point betyder, at AGF er 12 point efter Horsens over nedrykningsstregen med fire spillerunder tilbage.

AGF kan dermed lige akkurat klare frisag, hvis klubben vinder de resterende kampe, og Horsens samtidig taber resten af sine opgør - med store cifre.

Den teoretiske mulighed skænkes dog ikke mange tanker i AGF.

- Nej, det er ikke noget, vi tænker på. For os handler det om at prøve at vinde kampe. Det er vores fokus, og vi får ikke bedre mulighed end den i dag, så det var ærgerligt. Det så ud som om, spillerne var bange for at vinde i anden halvleg, siger træner Ove Pedersen til Ritzau.