Håber på masser af dansk jubel
Lars Bak håber, danskerne vil give ham vinger
Lotto satser på Lars Bak i Post Danmark Rundt-klassementet, og danskeren håber hjemmebanen vil give ham en fordel.
Hjemmebanejubel skal give Lars Bak de sidste procenter i årets Post Danmark Rundt, hvor han er manden, som Lotto-Belisol kører for i det samlede klassement.
For danskeren har ikke trænet helt så intenst som op til Tour de France og OL.
- Jeg kan godt mærke, at jeg ikke har kørt intervaller efter OL, men jeg har da stadig min basisform. Jeg håber, at motivationen her på dansk grund gør, at jeg kan finde benene frem, siger Lars Bak.
Ambitionerne
Det belgiske hold har også andre ambitioner end Bak i det danske etapeløb.
- Vi vil gerne have, at Greipel vinder etaper, og så skal jeg holde mig til i klassementet.
- Hvis jeg skal blive noget i klassementet, skal vi håbe, at der kommer noget vind, og jeg kommer med i den forreste gruppe, så jeg kan hente noget tid.
- Derefter skal jeg holde mig til på Vejle-etapen fredag og køre en god enkeltstart i Kerteminde. Det er ikke så kompliceret et løb. Hvis der er vind, kan det blive rigtig, rigtig hårdt, men ellers er det meget kontrolleret med massespurter, siger Lars Bak.
Hvad er jeres førsteprioritet?
Det er Greipel, for han kan vinde etaper. Hvis jeg kan køre lidt i klassementet, så er det fint, og jeg håber da, at benene er til, at jeg kan vise flaget på en etape. Ellers skal vi vinde med Greipel. Det er det, vi er her for.
Selv er jeg lidt i "nowhere-land". Jeg ved ikke helt, hvor jeg står, siger Lars Bak.