Håb om trinbræt i Laurbjerg
Prisen for trinbrættet bliver 10 mio. kr.
En ny rapport viser, at det vil koste cirka 10 millioner kroner at etablere et trinbræt i Laurbjerg. Det åbner mulighed for, at toget mellem Aarhus og Viborg i fremtiden også kan stoppe i byen.
Favrskov Kommune afsatte i maj 200.000 kr. til en undersøgelse af mulighederne for at lave et nyt trinbræt i Laurbjerg. Cowi fik opgaven, og nu ligger rapporten klar.
Den peger på en løsning, hvor der etableres et trinbræt som forskudte sidelagte perroner under Hammelvej. Det vil ifølge Cowis beregninger koste cirka 10 millioner kroner.
Vil gå til transportministeren
Borgmester Nils Borring (S) er meget tilfreds med, at kommunen nu har et kvalificeret grundlag for at arbejde videre med planerne om at etablere trinbrættet.
- Med rapporten i hånden kan vi nu vise, at et trinbræt i Laurbjerg er helt realistisk, og at det kan etableres uden at forsinke de hurtige og gennemgående tog. 10 millioner kroner er mange penge i Favrskov Kommunes økonomi, men ikke mange penge i landspolitisk trafiksammenhæng. Jernbanedriften er et nationalt anliggende, og derfor sender vi nu rapporten til Transportministeriet med en opfordring til at prioritere et trinbræt i Laurbjerg, siger Nils Borring i en pressemeddelelse.