Hård tone mod LA-kandidat: Bette barn – har du tabt sutten?

Spidskandidaten for Liberal Alliance i Randers, Anders Burlund, bliver ofte chikaneret på nettet. Vi lod ham møde en af de hårde kritikere

03:08

Se mødet mellem politiker Anders Burlund og hans kritiker Carsten Madsen her.

Anders Burlund er spidskandidat for Liberal Alliance ved kommunalvalget i Randers til trods for risikoen for barske kommentarer på nettet. Han ligefrem dyrker at gå i dialog med dem, der lægger ham for had på nettet.

TV2 ØSTJYLLAND var derfor med på sidelinjen, da Anders Burlund skulle mødes med en af de personer, som han selv synes havde været for grov i tonen i en kommentar.

Skal vi passe børnene, mens du er til valg-debat? Tilmeld dig TV2 ØSTJYLLANDs børnevenlige debatmøde om Randers Kommune lørdag den 18. november her.

Kommentarerne var faldet i Facebook-gruppen Facebook Randers, hvor Anders Burlund havde delt et opslag om, at han ikke ville finde sig i at blive chikaneret på de sociale medier.

Læs også Hetz på nettet får unge til at droppe drømmen om politik

Carsten Madsen er manden bag disse kommentarer:

"Uden at blive politisk så er deres program så dumt, at det burde være ulovligt".

Politikere siger aldrig, hvad de mener. Det er en stor gang plidder-pladder, og det lader jeg dem vide, at jeg synes.

Carsten Madsen

"Du hører da ikke, jeg eller mine kolleger hyler som et bette barn, der mangler sutten. Du har selv valgt at være offentlig, så du burde have vidst, at det er øretævernes holdeplads".

Carsten Madsen og Anders Burlund mødte hinanden på en bænk i Randers, og Carsten Madsen står inde for sine kommentarer. Han mener dog, at computerne er med til at skærpe tonen.

- Nogle gange går det stærkt, når man sidder der bag tasterne. Nogle gange for stærkt, siger Carsten Madsen.

En stor gang plidder-pladder

Til daglig arbejder Carsten Madsen som chauffør i driftsafdelingen i Randers Kommune, og han kommenterer meget ofte på de lokale politikeres Facebook-opslag.  

- Jeg har altid sagt min mening, og jeg kan simpelthen ikke lade være. Politikere siger aldrig, hvad de mener. Det er en stor gang plidder-pladder, og det lader jeg dem vide, at jeg synes, siger Carsten Madsen.

Anders Burlund vil kæmpe videre for en god tone på nettet og i offentligheden. 

Anders Burlund bruger mange timer om ugen på at svare på de kommentarer, som folk har til ham på Facebook, og mødet med Carsten Madsen har givet politikeren et godt indblik i, hvad der gør, at tonen på Facebook er, som den er.

- Jeg har fået en indsigt i den frustration, som nogle mennesker sidder med derude bag skærmene, men jeg er også blevet endnu mere klar på, hvor vigtigt det er, at vi har en god dialog, siger Anders Burlund.

Læs også DF'er får sprættet dæk op midt under vælgermøde

Flere andre ungdomspolitikere har oplevet det samme som spidskandidaten for LA i Randers. En af dem er 20-årige Emil Rose fra Aarhus, som helt har pakket ideen om at sidde i byrådet sammen – til trods for han elsker en rask diskussion. Både ansigt til ansigt og på skrift.

Andet at bruge tiden på

- Mine venner kender mig som en, der griber pennen, og det er mig, der starter en debat. Det er mig, der plejer at gå til den, siger Emil Rose.

Emil Rose er chokeret over nogle af de hårde kommentarer, som kandidater får med på vejen på de sociale medier. 

01:54

Her kan du se et indslag med Emil Rose, hvor han blandt andet fortæller om sine bevæggrunde for ikke at stille op til kommunalvalget alligevel.

Luk video

Han har været politisk aktiv, siden han var 15 år gammel og valgte tidligere i år at stille op til kommunalvalget i Aarhus Kommune og forfølge drømmen. Men Emil Rose nåede kun at stå kort tid på listen for Liberal Alliance. Han har trukket sit kandidatur tilbage.

Jeg vurderede, om det var det værd kontra det at blive 'bashet' hver dag på de sociale medier, og så tænkte jeg bare, at jeg godt kunne finde noget andet at bruge min tid på.

Emil Rose

- Politik er alt. Det omgiver os i alt hvad vi foretager os i vores liv. Og det ville have været fedt at kunne præge dagsordenen. Og ja, det ville da bare være fedt at komme ud at debattere på mit gamle gymnasium. Det er lidt en drengedrøm, men jeg vurderede, om det var det værd kontra det at blive 'bashet' hver dag på de sociale medier, og så tænkte jeg bare, at jeg godt kunne finde noget andet at bruge min tid på, siger Emil Rose.

Øverst på siden kan du se konfrontationen mellem Anders Burlund og Carsten Madsen. Herunder kommer forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Jakob Linaa Jensen, med sit bud på, hvad det betyder, at kandidater skræmmes væk. 

03:07 Luk video