Hård nat for brandvæsenet: - Lige meget, hvor vi kiggede hen var noget i brand

I det vestlige Aarhus har brandvæsenet natten igennem kæmpet mod påsatte brande. Værst gik det ud over områdets containere, men flere biler blev også ramt.

Der er brændt en del biler og containere af i Brabrand natten til tirsdag. Foto: Øxenholt Foto.

Mens tusindvis af forfærdede franskmænd mandag aften og nat iagttog et brændende Notre Dame, kæmpede brandmænd i det østjyske mod påsatte brande i biler og containere i massevis.

Det hele startede klokken 23.20 mandag aften, hvor Østjyllands Brandvæsen får en melding om en brand i en container. Et enkelt slukningskøretøj bliver sendt ud til Gellerup, hvor det brænder, men allerede på vej i bilen, tikker anmeldelser af flere brande ind. 

- Da vi lander derude, kan vi se, at lige meget, hvorhen vi kigger, er der noget i brand, fortæller Anders Brix Christensen, der var indsatsleder ved nattens brande, til TV2 ØSTJYLLAND. 

Læs også Mand omkommet efter brand i rækkehus

Han sørger for at få flere brandbiler til Gellerup og få kaldt flere brandfolk på arbejde. 

- Herefter kører vi rundt i Gellerup i to timer og slukker den ene brand efter den anden, siger indsatslederen. 

Efter brandslukningen i Gellerup fortsatte nattens brandstiftelser i den nordlige del af Aarhus Vest i yderligere 1,5 time.

00:13

VIDEO: Mandag aften og natten til tirsdag ubrændte flere biler og containere.

Luk video

Påsatte brande

Anders Brix Christensen er ikke i tvivl om, at brandene var påsatte. 

- Der er ingen tvivl om, at det var påsatte brande. Politiet havde en indsats mod de grupper af unge, der rendte og tændte ild i containere og biler. Der var masser af personer på gaden og på stedet mellem bygninger, buske og grønne arealer, fortæller han. 

Læs også Endnu en brand i uroplaget område

En enkelt gang blev der skudt med fyrværkeri mod brandvæsenet, men ellers fik de lov til at passe slukningsarbejdet uden større forstyrrelser. 

Østjyllands Politi deler den opfattelse, at nattens brande er påsatte.

Én anholdt

I forbindelse med brandene har Østjyllands Politi anholdt en 16-årig mand, der blev set gemme en plastdunk med brandbar væske. Den 16-årige stak i første omgang af fra politiet, men blev hurtigt indhentet af en politihund. 

- Vi har anholdt én og ham er vi ved at vurdere, om vi skal fremstilles i grundlovsforhør, fortæller politiinspektør Martin Løye til TV2 ØSTJYLLAND. Politiet har sigtet manden for forsætlig brandstiftelse og fornærmelig tiltale mod politiet. 

Hvorfor de unge satte ild til containerne vil politiet på nuværende tidspunkt ikke sige noget om. De kan derfor heller ikke svare på, om det har noget at gøre med lukningen af en bandes tilholdssted i Trillegården i sidste uge eller provokatøren Rasmus Paludans demonstrationer i København.

- Vi kan ikke sige noget om motivet for brandstiftelsen. Det skal efterforskningen klarlægge, siger Martin Løye. 

Flere containere stod i flammer ved Rydevænget og Fjeldevænget i Aarhus natten til tirsdag. Foto: Øxenholt foto

Biler udbrændt

Indsatslederen i Østjyllands Brandvæsen har, da TV2 ØSTJYLLAND taler med ham, ikke overblik over, hvor mange brande, Østjyllands Brandvæsen har slukket. 

Men ifølge døgnrapporten fra Østjyllands Politi har der hen over natten været anmeldelser om brande i containere på Jettesvej, Karen Blixens Boulevard og Gudrunsvej. Syv containere udbrændte og det samme gjorde en bil på Gudrunsvej. 

Der har desuden været antændte brande på Fjældevænget og Rydevænget. 

Det var hovedsageligt containere, der blev sat ild til, men også 3-5 biler udbrændte i forbindelse med nattens ballade. 

Læs også Bus med passagerer bryder i voldsom brand under kørsel

Heldigvis var brandvæsenet hele tiden lige i hælene på brandstifterne og nattens brande nåede derfor ikke at blive farlige. 

- Der er nogle af de her brande, som har været tæt på beboelse og udhængende bygninger, men både politiet og vi selv har været massivt til stede. Vi har fulgt godt med, så intet har været farligt.

Øget patruljering

Østjyllands Politi vil tirsdag være ekstra meget til stede i Gellerup og det vestlige Aarhus. 

- Det er helt uacceptabelt, at borgerne ikke kan være trygge i områderne derude, siger Martin Løye

Derfor vil politiet sætte ind med både mobil politistation, øget patruljering og flere gadeplansmedarbejdere, som skal opsøge de unge i området.