Håndsrækning til erhvervsskoler: - Det er helt fantastisk

Regeringen og Dansk Folkeparti har besluttet at afskaffe omprioriteringsbidraget. Det skaber glæde i Randers

01:41

VIDEO: Fra 2019 slipper erhvervsskolerne for det udskældte omprioriteringsbidrag.

I de seneste år er der taget en mængde initiativer for at gøre det mere attraktivt at tage en håndværksmæssig uddannelse. Og nu har regeringen i samarbejde med Dansk Folkeparti taget endnu et.

Fra 2019 slipper erhvervsskolerne for det udskældte omprioriteringsbidrag, som betyder, at de hvert år skal finde besparelser på to procent i driftsbudgettet. Det skaber glæde i Randers.

Læs også Peter og makkeren indtog podiet ved EuroSkills

- Det er rigtigt superdejligt. Det gør, at underviserne kan få lov at udvikle og formidle den viden, som de brænder så hårdt for til de unge mennesker, siger Anders Samuelsen, uddannelsesleder på Tradium i Randers, til TV2 ØSTJYLLAND.

En tømreruddannelse på Tradium i Randers tager fire år og seks måneder at gennemføre.

Omprioriteringsbidraget blev indført i 2016 og har også ramt blandt andet gymnasier og efterskoler. Nu slipper erhvervsskolerne så for den omstridte ordning.

- Ud over at vi får en større indtjening, som skal bruges på at forbedre vores uddannelse, så giver det her ro til fortsat at kunne lave vores arbejde, siger uddannelseschef på Tradium i Randers, Steffen Damgaard til TV2 ØSTJYLLAND.

Jeg synes, det er helt fantastisk, at de besparelser bliver fjernet.

Joachim Billund, tømrerelev på Tradium

Tradium i Randers har været nødt til at prioritere hårdt de seneste år. Blandt andet måtte de bygge et mindre lager, end de havde håbet, og så har de nogle steder sparet på vedligeholdelsen af bygningerne. Og spørger man eleverne, er der da også glæde over, at der nu er bedre tider på vej.

- Jeg synes, det er helt fantastisk, at de besparelser bliver fjernet. Det betyder rigtigt meget for os elever, at vi ikke kommer til at gå og mangle materialer, siger Joachim Billund, der er tømrerelev på Tradium, til TV2 ØSTJYLLAND.

02:32

VIDEO: I tirsdagens 19.30-udsendelse talte vi med Morten Sort Mouritsen, produktionsdirektør hos Hustømrerne A/S, om, hvorfor de unge skal vælge håndværksfagene.

Luk video