Håndboldpiger vasker biler: Vil bekæmpe uhumske træningsforhold

En flok håndboldpiger har længe klaget over uhumske omklædningsfaciliteter i deres lokale idrætshal. I dag vaskede de biler for at samle ind til renovering.

02:21

VIDEO: Ifølge pigerne er faciliteterne så slidte, at det går ud over fællesskabet på håndboldholdet. Men nu gør de noget ved det.

100 kroner. Det var prisen for en bilvask foran Skæringhallen i dag. U13-håndboldpigerne fra Hjortshøj-Egå Idrætsforening førte børste og svamp – og det var der en god grund til.

Læs også Sådan påvirker royalt løb trafikken

- Vi mangler rigtigt meget at få renoveret vores toiletter og omklædningsrum, fordi de bare er beskidte og gået i stykker, siger en af spillerne, Naja Klein Knudsen, til TV2 ØSTJYLLAND.

Man gider ikke gå på et toilet, der er stoppet eller tage bad efter håndboldtræning, hvis vandet ikke duer.

Sarah Søndergaard Høgh, U13-spiller, Hjortshøj-Egå Idrætsforening

Der er svamp i loftet i bruserummet, huller i væggene og toiletterne er stoppede. Ifølge pigerne er faciliteterne så slidte, at det går ud over fællesskabet på håndboldholdet.

- Man gider ikke gå på et toilet, der er stoppet eller tage bad efter håndboldtræning, hvis vandet ikke duer, siger en af de andre spillere, Sarah Søndergaard Høgh.

- Der er jo noget sammenhold i at gå i bad efter træning. Men det har man ikke lyst til, når vandet er koldt, siger Naja Klein Knudsen.

Loftet i bruserummet bærer tydeligt præg af, at det trænger til en kærlig hånd.

Efterlyser hjælp fra kommunen

Både børn og forældre efterlyser derfor penge fra Aarhus Kommune, der ejer bygningen. Der skal nemlig rettes op på den dårlige stand, hallen er i.

- På skolen kan de være meget serviceorienterede og hjælpe, hvor de kan. Men de har ikke økonomien til at gøre det, der skal til inde i hallen, siger Lene Jægerum, der er mor til en af spillerne.

Flere steder er der huller i væggene, og vandet i bruserne er ofte koldt.

Ifølge formanden får Aarhus Kommunes kulturudvalg, Steen Bording Andersen (S), er Skæringhallens tilstand et symbol på, at der mangler fokus på vedligeholdelse.

Der er jo altid et vedligeholdelsesbudget, og når ting som det her opstår, så ved jeg, at man sætter sig ned og finder en løsning.

Steen Bording Andersen, Socialdemokratiet, formand for kulturudvalget, Aarhus Kommune

- Nogle gange har vi lidt for meget fokus på at bygge nyt, men vi skal selvfølgelig også sørge for, at det vi har, ikke forfalder. Der er jo altid et vedligeholdelsesbudget, og når ting som det her opstår, så ved jeg, at man sætter sig ned og finder en løsning. For selvfølgelig er der også penge til vedligehold, siger Steen Bording Andersen til TV2 ØSTJYLLAND.

Pigerne samlede lidt over 5.000 kroner sammen i løbet af dagen.

Det bliver da også nødvendigt med hjælp ude fra, for selvom pigerne vaskede fire biler på en gang, så er de ikke sikre på, at de kan samle penge nok til renoveringen.

- Ikke helt, tror jeg. Men så må vi gøre det nogle flere gange, siger Naja Klein Knudsen.

Læs også Ingen læger til stede under festival

I løbet af seks timer vaskede pigerne cirka 40 biler og indsamlede 5.200 kroner.