Gymnastik gør hjemmehjælp overflødig
Takket være en ugentlig gymnastikdag kan 24 ældre holde hjemmehjælpen fra døren
Størsteparten af de ældre, der går til gymnastik på Tamdrup Centret i Horsens, har endnu aldrig haft brug for en hjemmehjælper. Og så er der de ældre, som har så stor succes med øvelserne, at de har fyret den, de havde.
82-årige Irene Sørensen er en af dem, der i en periode måtte ty til hjemmehjælp. Nu klarer hun sig selv og tilskriver det for en stor del den ugentlige gymnastik.
- Jeg får blandt andet trænet mine benmuskler, hvilket gør, at jeg kan klare mine daglige gåture og andre gøremål. Det betyder meget for ens fysik at kunne komme ud, siger hun i en pressemeddelelse.
Ifølge funktionsleder Steffen Brun, Træning og Rehabilitering, er formålet med den forebyggende og sundhedsfremmende træning at give de ældre så meget livskvalitet som muligt:
- Takket være et effektivt samarbejde mellem vores forebyggende medarbejdere og fysio- og ergoterapeuter får vi fat i nogle af de ældre, der tøver med at kaste sig ud i traditionelle tilbud fra gymnastikforeninger. Resulterer det i, at de ældre på sigt får mindre brug for hjælp, er det rigtig godt, siger Steffen Brun i en pressemeddelelse.