Gymnasiet er populært
Tre ud af ti unge vil have en studenterhue på hovedet
Studenterhuen er tilsyneladende eftertragtet blandt unge silkeborgensere.
En ny opgørelse viser ifølge mja.dk, at næsten tre ud af ti unge fra 9. og 10. klasse fortsætter i gymnasiet efter folkeskolen.
Opgørelsen, der er lavet af Ungdommens uddannelsesvejledning, UU Silkeborg, skal dog tages med et vist forbehold.
Opgørelsen er ikke fuldstændig, fordi den ikke omfatter ca. 300 unge, der er på efterskole.
Trods gymnasiets popularitet er ansøgertallet ifølge rektor på Silkeborg Gymnasium Erik Olesen en smule lavere end sidste år. Det får dog ikke den store betydning for optaget.
- Der er altid nogle ansøgere, som vi må afvise, fordi der ikke er plads. Vi får stadig fyldt op, men der bliver ikke så mange, som vi skal sige nej til, siger Erik Olesen til mja.dk.