Gymnasieelever i SU-strejke
Protesterer mod nedskæringer i SU'en
Gymnasieleverne på Favrskov Gymnasium i Hadsten strejker. Eleverne protesterer imod regeringens udspil til en ny SU-reform, der blandt andet vil skære i støtten til hjemmeboende.
På Favrskov Gymnasium i Hadsten var klasselokalerne i dag tomme. Eleverne blokerede undervisningen, fordi de er utilfredse med regeringens planer om at skære i SU-støtten.
En ny SU-reform vil betyde, at de hjemmeboende står til at få et mindre rådighedsbeløb i SU-støtte hver måned. En af eleverne i 2.g på Favrskov Gymnasium, Josefine Skovsbøll, mener ikke, det kan passe, at man skal leve for et mindre beløb som hjemmeboende, når man ikke har tid til mere fritidsarbejde på grund af mange afleveringer.
- Vi skal ud at lave noget. Vi skal ud at være sociale. Det er vigtigt at være social. Det koster jo penge at komme frem og tilbage, hvis man vil noget. Og jeg har ikke tid til at tage mere fritidsarbejde. Jeg går i 2.g, som er det hårdeste år. Alene i denne uge har jeg 12 timers aflevering for, siger hun til TV 2 | ØSTJYLLAND.
På torsdag går alle landets gymnasieelever på barikaderne, når de samles på Rådhuspladsen i København og går samlet til Christiansborg, hvor de vil råbe politikerne op.