Gymnasieelev: Vi var bange for, hvad han kunne finde på
Tidligere elev er anholdt for at stå bag trusler mod Silkeborg Gymnasium
En række opslag på Facebook førte mandag morgen til en trykket og decideret utryg stemning på Silkeborg Gymnasium.
I sidste uge havde en elev skrevet flere truende opslag med budskaber som "Dommedag er nær!", "Kæmpe fest mandag på Silkeborg Gymnasium. En mand skal hyldes" og "Jeg er ren ondskab - I blev advaret".
Det var blandt andet hentydningerne omkring, hvad der ville ske mandag (i dag, red.) gjorde eleverne så utrygge, at betjente fra lokalpolitiet i Silkeborg i dag mødte op på skolen.
TV 2 | ØSTJYLLAND har talt med en elev fra Silkeborg Gymnasium, som ønsker at være anonym på grund af truslerne.
Hun fortæller, at flere elever helt havde valgt at blive hjemme fra skole eller forlod skolen efterfølgende af frygt for, at manden ville dukke op:
- Vi var bange for, hvad han kunne finde på. Jeg havde slet ikke lyst til, at skulle i skole, siger hun.
- Han var total utilregnelig.
Manden bag opslagene er en 19-årig mand, som er tidligere elev på gymnasiet. Han blev ifølge kvinden bortvist i fredags, og er mandag middag blevet anholdt af politiet.
Det var de foruroligende Facebook-opslag, der fik flere elever og deres forældre til at kontakte lokalpolitiet i Silkeborg.
Den 19-årige mand blev mandag middag anholdt på sin fars bopæl i Virklund.