To anholdt i sag om vold under fodboldkamp

To mænd på 23 og 16 år er onsdag morgen blevet anholdt i en voldsag fra den 9. september

Foto: Google Streetview

To personer er onsdag anholdt i en sag fra september, hvor en 16-årig gymnasieelev fra Aarhus Handelsgymnasium blev lagt i kunstigt koma efter et slagsmål under en fodboldkamp på Viby Stadion. Det oplyser Østjyllands Politi.

De to unge mænd fra samme klasse blev så uenige, at den ene, en 16-årig elev, slog den anden, også 16-årig elev, med to knytnæveslag i tindingen. Den førstnævnte tilkaldte sine to brødre, der mødte op med et baseballbat og truede den forurettede. Den ene af disse, en 23-årig mand, er sammen med den 16-årige onsdag morgen anholdt af politiet.

Den 16-årige er sigtet for vold, imens den 23-årige storebror er sigtet for både at have truet ofret med baseballbattet, som så også giver ham en sigtelse for ulovlig våbenbesiddelse. 

Slagene ramte så uheldigt, at den tilskadekomne, en 16-årig dreng, blev kørt på sygehuset og lagt i kunstigt koma, da tindingeknoglen var brækket. Den 16-årige har det i dag godt og er uden mén. 

Læs også Mand fængslet efter hjælp fra vidner ved storbrand

De to anholdte er onsdag blevet afhørt, men herefter løsladt igen. Ifølge Østjyllands Politi var der ikke grundlag for en varetægtsfængsling. 

I første omgang oplyste Østjyllands Politi, at sagen var fra i går, og at det drejede sig om Viby Gymnasium. Det var en fejl, som Østjyllands Politi nu beklager:

- Østjyllands Politi har på dagens døgnrapport nævnt en sag vedrørende vold på Viby Stadion. Vi skal beklage, at dette er en fejl, da sagen er gammel, nemlig fra d. 9. september 2016. Den berørte forurettede 16-årige mand har det fint og er nu på skolen uden mén. Vi beklager meget, at denne fejl er sket, da det har givet anledning til meget uro på Aarhus Handelsgymnasium i dag, hvilket naturligvis er unødvendigt, da sagen som nævnt er af ældre dato, skriver politiet.

Episoden fandt sted på Viby Stadion, hvis placering ses på kortet her.  Foto: Google Maps