Gymnasieelev bag AGF-point
AGF fik uafgjort mod Viborg efter en sen udligning af den kun 18-årige forsvarsspiller Frederik Krabbe.
Søndag eftermiddag skaffede kriseramte AGF en af de succesoplevelser, som de har sukket så meget efter. 2-2 blev det da århusianerne var på besøg hos formstærke Viborg.
Glæden over det ene point blev endnu større af, at AGF'ernes udlignende mål faldt i kampens døende minutter, hvor den 18-årige Frederik Krabbe steg til vejrs og headede bolden i mål.
- Jeg så ikke selv den gik ind. Jeg lå med hovedet nede i jorden, men så kunne jeg høre tilskuere juble. Det var fedt, lød det fra målscoreren, der startede som midterforsvarer ved siden af Thomas Hansen.
I første halvleg sørgede Jose Mota for 1-0, Lars Pleidrup udlignede til 1-1, mens Alex Nørlund sendte Viborg foran 2-1 kort før pausen.