Gurli skal på scenen foran 500 tilskuere
Følg randrusiansk band til årets Handicap Grand Prix
I en alder af 60 år byder verden stadig på førstegangsoplevelser. Det kan Gurli Margrethe Hansen fra Randers tale med om.
For første gang nogensinde stillede hun i år op til melodi grand prix for udviklingshæmmede, Handicap Grand Prix 2015.
Det gjorde hun sammen med sine bandmedlemmer fra randrusianske Klub 85 Band, som hun er korsanger i.
- Vi håber, at vi vinder, men vi sætter ikke næsen op efter det, siger Karen Margrethe Hansen.
Bandet var listet som nummer otte ud af i alt 10 bands fra hele Danmark, som skulle konkurrere om at skrive og fremføre den bedste sang.
Spændt før premiere
Årets grand prix blev afholdt i Skanderborg. Byen er i forvejen er kendt for Sølund Musik Festival - en festival, der går for at være blandt de største musikfestivaler for udviklingshæmmede.
Gurli Margrethe Hansen kunne dog ikke nøjes med blot at lytte til musik. Hun skulle på scenen og fremføre nummeret 'Sommeren er her' sammen med sine syv bandkammerater foran et 500 personer stort publikum.
- Det kilder ligesom at være en tur i rutsjebanen. Selvom jeg aldrig har taget rutsjebanen, sagde Gurli Margrethe Hansen kort tid inden, at scenen kaldte.
Det er 19. gang, at der bliver afholdt Handicap Grand Prix i Danmark.
Du kan møde Gurli Margrethe Hansen både før og efter, hun var på scenen, i videoen øverst i artiklen.
Videoklippet er en del af programmet 'Livet + Det Løse', som sendes hver torsdag og fredag på TV 2 | ØSTJYLLAND. Du kan allerede nu smugkigge hele programmet her.