Gulvvask med inspiration fra Star Wars
Silkeborg Kommune skal afprøve en selvkørende gulvvaskerobot
Vask af gulve på rådhuset i Silkeborg foregår ikke kun med moppe og spand.
Som noget helt nyt afprøver Silkeborg Kommune i øjeblikket en gulvvaskerobot i samarbejde med virksomheden Blue Ocean Robotics.
Robotten med navnet 'Roberta' er en rød maskine med et blink på toppen, som på egen hånd kan suse rundt og vaske gulve. I sig selv er det ikke nyt, at robotter kan vaske gulve.
Blue Ocean Robotics udvikler i forvejen robotter til vask af større arealer som eksempelvis lufthavne, shoppingcentre og fabrikker. Forsøget i Silkeborg skal give svar på, om den røde robot også kan bruges mindre steder.
Leder af Silkeborg Kommunes rengøringssektion Joel Engblad ser frem til at afprøve robotten, som til forveksling minder om R2-D2 fra Star Wars-filmene:
- Hvad kan robotten? Hvad kan den ikke? Kan vi udvikle den, så den giver et bedre arbejdsmiljø? Kan vi undgå arbejdsskader? Kan vi forbedre arbejdsgange? Kan vi frigive tid hos rengøringsassistenterne til opgaver, de ellers ville have svært ved at nå? Det er det, vi skal finde ud af sammen med Blue Ocean Robotics, siger han i en pressemeddelelse.
De foreløbige erfaringer er, at den nye vaskerobot, Roberta, giver mere tid til at nå andre ting som eksempelvis rengøring af borde og tømning af skraldespande, fortæller rengøringsassistent Helle Andersen:
- Når den vasker, så vasker den rigtig godt.
Det var ifølge kommunen en rengøringsassistent, der fik idéen til at finde et alternativ til den traditionelle gulvvask med moppe.
Rengøringsassistenten havde lagt mærke en gulvvaskemaskine i en af kommunens sportshaller og forsøgte at afskærme den med orange kegler for at se, om maskinen kunne styres.
Du kan se en video af robotten, som Silkeborg Kommune har produceret, i afspilleren øverst i artiklen.