Gulplade-biler dræber
Varevogne og firehjulstrækkere er overrepræsenteret i dødsulykker, viser tal fra Århus Sygehus
Varebiler og firehjulstrækkere er indblandet uforholdsmæssigt mange østjyske trafikdrab, fortæller Århus Stiftstidende.
Seks trafikanter har i løbet af ti måneder mistet livet i trafikken i Århus-området efter et møde med de tunge køretøjer. Med 24 trafikdrab i alt svarer det til hvert fjerde dødsfald, viser tal fra Århus Sygehus.
Varebiler hælder dermed til den skæve side for trafikdrab, da de kun udgør 13 procent af de indregistrerede køretøjer i Århus.
Den hårdtslående statistik tæller en periode på ti måneder, hvor skadestuen har indført en detaljeret registrering af trafikskader.
Chef for skadestuen, overlæge Bent Erling Lindblad, siger:
- Der er måske grundlag for at gøre opmærksom på, at varebiler er et problem i trafikken. Og det samme med de store firehjulstrækkere, som er blevet moderne at køre til bageren i.
Bent Erling Lindblad understreger, at tallene er for små til at konkludere
skråsikkert, men:
- Chauffører i store biler har måske en tendens til at køre mindre hensynsfuldt og være mindre agtpågivende. Tre fodgængere er således blevet dræbt under hjulene på varebiler, siger han.
En pointe er også, at ulykken rammer modparten hårdest. Ingen i de store
biler er dræbt.