Guldsmed får bøde for video
En guldsmed fra Århus har ulovligt lagt overvågningsbilleder fra et røveri på nettet. Det koster ham nu 2.000 kroner.
Guldsmed Preben Randløv var træt af røverier mod hans forretninger. Så da hans smykkebutik Diamanten i Skt. Clemens Stræde blev røvet den 8. februar 2008, valgte Randløv at lægge en overvågningsvideo på nettet.
Videoen viste, hvordan en maskeret røver slog guldsmedens kone i ansigtet med knyttet næve, inden han knuste en glasmontre og røvede smykker for rundt regnet 1,3 millioner kroner.
Nu er Randløv så blevet dømt for at offentliggøre videoen, og han har fået en bøde på 2.000 kroner. Og netop dén bødestørrelse er guldsmeden særdeles utilfreds med.
- Jeg ville gerne have anket dommen, siger Preben Randløv til P4 Østjylland.
Og det kan Randløv ikke, fordi bøden er på under 3.000 kroner, og så er det ikke muligt at anke.
Se meget mere om den spegede sag i aften på TV 2 | ØSTJYLLAND fra klokken 19.30.