Guldregn i Skanderborg
Skanderborg Festival sætter rekord i regn og omsætning
Regnen druknede lørdag nærmest Skanderborg Festival i vand. Men trods søer og evakuering af telte, så sætter også omsætningen rekord.
Rekordstore mængder af regn druknede lørdag eftermiddag Danmarks Smukkeste Festival i Skanderborg i et omfang aldrig før set i festivalens 27. årige historie.
Bøgeskoven kan normalt sluge store mængder vand, men efter mange voldsomme regnskyl måtte både trærødder og kloakker lørdag melde pas.
Området foran festivalens amfiscene Bøgescenerne blev omdannet til en stor sø, hvor publikum vadede rundt i vand til over knæene. Samtidig måtte festivalen evakuere gæster fra oversvømmede telte på nogle af campingområderne.
Trods regnskyllene var der lørdag også rekord i festivalens foreløbige omsætning, der lå to mio. kr. over samme tid sidste år. /ritzau/