Guldglæde: Odder Roklub gjorde rent bord til DM
Juliane Elander og Steffen Bonde fra Odder vandt begge guld til DM i indendørroning
Selvom det er vinter, og der potentielt er risiko for tilfrosne søer på denne årstid, så er det ikke lig med ferie og hi for de danske roere.
I weekenden blev der afholdt DM i indendørsroning - også kaldet ergometeroning - i Bagsværd.
Igen i år stillede Odder Roklub op i stærkeste formation med Juliane Elander og Steffen Bonde på henholdsvis dame- og herresiden. Begge roere gav den alt, hvad den kunne trække og hev to styk medaljer hjem til Odder. Begge af den allerfineste slags.
Læs også
Juliane Elander nøjedes ikke kun med guldet, men satte samtidig dansk rekord på 7 minutter, 0 sekunder og 8 hundrededele. Hun havde dog håbet, at kunne nå under de syv minutter.
- Det blev altså ikke i lørdags, at det lykkedes, men det kommer, for jeg har roet den tid til testroning flere gange, fortalte Juliane Elander ifølge Odder Roklub efter sejren.
Weekendens danmarksmesterskab var samtidig hendes 15. af slagsen, og det er også dansk rekord for kvinder.
Læs også
På herresiden var det Steffen Bonde, der gjorde Odder Roklub stolt. Han har tidligere været både danmarksmester og verdensmester i netop ergometerroning, så forventningerne var også store.
Han indfriede dem i tiden 6 minutter, 10 sekunder og 8 hundrededele.
- Det er dejligt at have vundet titlen tilbage til Odder Roklub, siger Steffen Bonde.
Sejren var en forløsning for Steffen Bonde, som på grund af en skade, ikke var kampdygtig sidste år og kunne derfor ikke stille op til DM.
Også i holddisciplinen 4 x 1000 meter hentede Odder Roklub og de to guldvindere, Juliane Elander og Steffen Bonde, metal. Denne gang i sølv. Det gjorde de sammen med klubkammeraterne Per Amby og Tage Staal.