Guide til efterårsferien: Østjylland bugner af sjove aktiviteter

Mange familier har taget hul på efterårsferien. Her er idéer til, hvad man kan fordrive ferietiden med.

Herunder er et udsnit af efterårsferiens aktiviteter for børn og voksne.

  Efterårsferien er i fuld gang, og for mange betyder det fridage og hygge med familien. Samtidig giver det også mulighed for at opleve nogle af de arrangementer, Østjylland den kommende uge har at byde på.

Herunder er der samlet et udsnit af efterårsferiens mange oplevelser.

Syddjurs

Ebelfestival

Hele uge 42 er Ebeltoft fyldt med sjove aktiviteter for hele familien til dette års Ebelfestival. Oplev blandt andet musikalsk optog fra den gamle fiskerihavn til Rådhustorvet, hønseskydning, Ebelløbet, kreative aktiviteter for børn samt forskellige musikalske indslag rundt i byen. Og så er det hele bundet op på byens vartagn, æbler, som vil være at finde i flere former og farver. Det foregår fra den 12. til den 19. oktober i hele byen. Læs mere her.

 

Ree Park Safari

Efterårsferie er traditionelt høstferie, og i Ree Park fejrer de høsten. Hø, æbler, halm og græskar, og neg til fuglene. Der er samlet forråd til alle dyrene til vinteren og fejrer det med en udendørsfest hele ugen. Gratis adgang for børn til og med 11 år. Læs mere her.

 

Magisk halloween i Djurs Sommerland

Kom til en af Danmarks største halloween-events og oplev 25.000 farvestrålende græskar, kæmpeedderkopper, ægte hekse og gyselige halloween-væsener. Prøv også hele to halloween haunted houses - HekseSkolen og GræskarFabrikken - hvis du tør. Læs mere her.

Favrskov

Rytmik for de yngste

Lørdag den 12. oktober er der syng, dans og leg for de yngste på Ulstrup Bibliotek. Det hele bliver styret af musikpædagoger fra Favrskov Musikskole. Det foregår fra kl. 11-12 og egner sig mest for børn fra 1-5 år og deres voksne. Det er gratis at deltage. Læs mere her.

 

Manga tegneworkshop

Lær at tegne en manga-figur med de store øjne, det seje hår, det flotte tøj og de mange udtryk, som kendetegner den japanske tegnekunst. Det er Manga Workshop Danmark, der står for undervisningen. Workshoppen er for børn i alderen 6-12 år, som godt kan lide at tegne. Det foregår lørdag den 19. oktober på Hinnerup Bibliotek fra kl. 10.30 til 12.00. Læs mere her.

Silkeborg

Klip, riv, lim, klips - som en ægte dronning

I forbindelse med åbningen af særudstillingen ”Eventyrdronningen” kan børnene i efterårsferien gå i Dronning Margrethes fodspor og prøve kræfter med decoupage og hattemageri i papir. Det sker på Museum Silkeborg fra den 14. til den 18. oktober fra kl. 10.00 til 16.00. Det koster en materialepris på 15 kr. at deltage. Læs mere her.

 

Piratsejlads med Mågen

I efterårsferien kan man komme med på sørøversejlads med Hjejleselskabet. Der vil blive fortalt historier ombord, og børnene skal også på skattejagt. Arrangementet henvender sig primært til børn i alderen 3-8 år. Det koster 165 kr. + billetgebyr på 20 kr.

Aarhus

Halloween i friheden

Den står på vaskeægte uhygge, når Tivoli Friheden for 11. år i træk byder velkommen til Halloween i Friheden i efterårsferien. Halloween i Friheden byder på familievenlige oplevelser med teater, græskar-udskæring og en masse andre arrangementer og så kan du opleve DR's Hr. Skæg på Friluftsscenen hver dag kl. 14:00. Når mørket sænker sig over Friheden tændes de flotte lys, og der bliver der for alvor skruet op for uhyggen, når monstre og uhyggelige figurer kommer frem i natten, og sender kuldegys ned ad ryggen på selv en voksen mand. Læs mere her.

 

Kartoffelferie på Kvindemuseet

I gamle dage fik børn fri fra skole om efteråret, fordi de skulle hjælpe deres forældre med at grave kartofler på markerne. Kvindemuseet har taget kartoffeltemaet til sig i efterårsferien, og disker op med masser af kartoffelaktiviteter – såsom at bygge kartoffeldyr, lave kartoffeltryk, dyste i kartoffelsækkeløb eller gå på kartoffeljagt. Det finder sted fra den 12.-20. oktober klokken 10-17. Læs mere her. 

 

Filmworkshop for børn

Vær med, når Potemkin byder på en uges workshop for børn og unge i alderen 10-14 år med interesse for film og medier. Det bliver en uge med filmoptagelser, redigering, leg og hyggelig afslutning med deres helt egen Oscar Night. Undervisningen foregår i hjertet af Aarhus og de unge mennesker vil være i trygge hænder af professionelle filmskabere fra branchen. Husk at der er tilmelding og begrænset pladser. Det finder sted på Potemkin fra den 14.-18. oktober klokken 9-15. Læs mere her

 

DGI Huset omdannes til et stort legeland

I efterårsferien omdannes DGI Huset til ét stort legeland! Her kan I brænde krudt af på hoppepuder, klatrevægge og i springsalen, der er åben med trampolin, springgrav, balancebomme, minitrampolin mm. Lørdag og søndag bygges den største hal desuden om til en stor skaterbane, hvor man kan stå på løbehjul, rulleskøjter eller skateboard. Det finder sted i uge 42 fra klokken 7-22. Læs mere her.

Odder

Musik på Torvet

Oplev god stemning og sprøde toner, når flere kunstnere giver koncert på Torvet. Koncerterne er en del af Odder Kommunes arbejde med at udvikle Midtbyen og afprøve muligheder for at skabe mere liv på Torvet. Det finder sted lørdag den 12. oktober fra klokken 10.30 til 13. Læs mere her.

 

Økologiens have

Hvis du er vild med natur, kan du komme med på en guidet tur i efterårshaven. Gartner Claus Pedersen er guide. Haven er pyntet op og klar til efterår. Det hele foregår søndag den 13. oktober fra klokken 14 til 15.30, og både børn og voksne kan deltage. Læs mere her.

 

Efterår som i gamle dage

Vær med til selv at lave roelygter og prøve at lave byggrød, som man lavede den i gamle dage på Odder Museum. Efterfølgende bliver der lavet byggrød, som man kan smage, og samtidig med bliver der fortalt historier. Det foregår tirsdag den 15. oktober fra klokken 10-12. Læs mere her.

Horsens

Fortidens maskiner på Industrimuseet

Se modeldampklubbens mange storslåede maskiner. Derudover er der lege for voksne og børn, arbejdende værksteder og smagsprøver i køkkenet fra 1950 hos mostrene. Det sker lørdag den 12. oktober. Klokken 11.30 og 13.00 er der gratis rundvisning på museet. Læs mere her.

 

MTB Prison Break

For 8. gang i træk afholdes Mountainbikeløbet Horsens MTB Prison Break på Fængslet. Indtil videre er følgende sluppet ud fra cellerne. Der er cykelruter på 18 og 45 kilometer, og børn kan deltage på den korte rute. Det sker søndag den 13. oktober klokken 10. Læs mere her.

 

Gå mini-Kaninoen

Endelaves Mini-Kanino er en vandretur Øvre rundt. Denne vandretur starter på havnen, hvorfra man går ad Strandvejen ud til Øvre. Herefter går an tilbage til byen ad Kongevejen. Turen er i alt 12 kilometer i roligt tempo med en pause eller to undervejs. Det er gratis at deltage, og alle kan være med. Det foregår den 16. oktober fra klokken 9.15. Læs mere her. 

Samsø

Farverigt hoppeland

ag i Samsø Hoppeland og få et aktivt indslag i ferien. Hvis vejret ikke er i top eller børnene trænger til at blive forkælet. Der er fem kæmpe hoppeborge, bordtennis, rodeotyr, indendørs fodbold, åben café og meget mere. Det sker mandag den 14. oktober til fredag den 18. oktober klokken 11-16. Læs mere her.

 

Natløb i Labyrinten

I efterårsferien slåes porten op til natlige eventyr i verdens største Labyrint. For de modige venter en helt særlig oplevelse, når de i buldermørke skal finde vejen til målet. Det foregår onsdag den 16. oktober fra klokken 21-24. Læs mere her.

Norddjurs

Gammel Estrup Herregårdsmuseum

Pluk æbler og vær med til at lave din egen økologiske æblesaft i Gammel Estrups æblemosteri i Orangeriet. Besøg også Herregårdskøkkenet, hvor husjomfruen laver sylter og henkoger årstidens grøntsager. Det hele foregår den 12. til 20. oktober fra 10-16. Læs mere her. 

 

Vilde dage på Kattegatcentret

Få en bid af vildmarkslivet, når man kan tilberede en lækker fiskesuppe med fisk fra havets bund, oplev den nuttede sælunge Ebbe og dyk ned i et vildt aktivitetsprogram med fodringer, opgaveløb og et hav af andre sjove oplevelser og aktiviteter hver time!​​​​​ Det sker alle dage i efterårsferien fra klokken 10 til 17. Læs mere her.

Skanderborg

Vestermølle

I løbet af efterårsferien er der flere aktiviteter på Vestermølle. Oplev blandt andet æbledag og høstgudstjeneste søndag den 13. oktober og græskarudskæring og pandekagebagning over bål tirsdag den 16. oktober. Læs mere her.

 

Leg med Lego

Kom og byg på livet løs med Lego i Kulturhuset Skanderborg. stort eller småt, højt, langt, sjovt eller flot. Der bliver taget billeder af alle bygningsværker og kårer til sidst det flotteste, bedste og mest imponerende bygningsværk. Det sker onsdag og torsdag den 16. og 17. oktober fra klokken 10-15. Læs mere her.

Randers

Børnekulturugen

Igennem hele ugen kan du få rørt musklerne og lattermusklerne, luftet dine bedste venner eller 'bedste' forældre og prøve noget nyt og interessant. Fra den 12. til 20. oktober løber Børnekulturugen nemlig af stablen med mange aktiviteter for hele familien, hvoraf mange er gratis. Læs mere her.

 

Magi på Naturcenteret

Du kan brygge din egen eliksir, snitte og dekorere din egen personlige tryllestav eller hvad med at trylle en grankogle om til en ugle, når Naturcenteret i Randers bliver fyldt med magi. Det sker lørdag den 12. oktober fra klokken 10. Læs mere her.

 

Håndværker for en dag

Prøv kræfter med forskellige håndværksfag som frisør, snedkeri, handskemageri og meget andet, når Museum Østjylland-Håndværksmuseet slår dørene op i efterårsferien. Aktiviteterne er for børn i skolealderen, og man kan prøve kræfter med håndværksfag torsdag den 17. oktober fra klokken 10-16. Læs mere her.