Guantanamo-fange hjem

USA løslader den østjyske Guantanamo-fange, Slimane Hadj Abderrahmane.

Danmark har indgået en aftale med USA om, at amerikanerne skal frigive den østjyske Guantanamo-fange, Slimane Hadj Abderrahmane. Det oplyste statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i dag.

Ifølge udenrigsminister Per Stig Møller (K) har amerikanerne ikke stillet betingelser for frigivelsen.

- Det er ikke muligt at retsforfølge den pågældende efter dansk ret. Han kommer til Danmark som en fri mand, siger han og tilføjer, at Abderrahmane kommer til landet i 'allernærmeste fremtid'.

Ekstra Bladet har tidligere beskrevet, at Slimane Hadj Abderrahmane forsvandt fra vennekredsen i Århus og Randers i år 2000, og han dukkede først op, da han to år senere blev taget til fange af amerikanske tropper i Afghanistan.