Grynt på gågaden
Gigantisk gris indtager snart Horsens
En gigantisk gryntende gris indtager om kort tid gågaden i Horsens.
Den ni meter lange gris bliver sat op af det britiske gadeteater Whalley Range All Stars, der gæster byen med installationen "Pig" i forbindelse med Horsens Teaterfestival.
Grisen kan både åbne og lukke øjnene, snorke og grynte. Det store dyr kommer til at opholde sig ved Kuben midt på Strøget, hvor den vil blive passet af en landmand.
Inde i grisens mave er der et scenerum, hvor 10 personer ad gangen kan se en kort forestilling ved at kigge gennem huller ind i grisens mave. Tre skuespiller fremfører her en sjov og overraskende forestilling, der fanger både børn og voksne.
- 'Pig' har begejstret publikum over hele verden. Det er en populær og iøjefaldende installation og forestilling, der tiltrækker både små og store. Du kan opleve den helt gratis hele weekenden til Horsens Teaterfestival, oplyser Horsens Kommune.
Den store gris lægger sig til rette på gågaden fredag den 20. september i tidsrummet kl. 13-18. Lørdag og søndag er den på plads i tidsrummet kl. 10-15.
Den lille ti-minutters forestilling opføres 14 gange pr. dag. Publikum skal ikke bestille billetter, men bare dukke op.