- Grupper er på spil
Politiet erkender bandeproblem efter skyderier
Østjyllands Politi arbejder lige nu på tredje døgn med at opklare en skudepisode i det vestlige Aarhus.
Skyderiet var det andet på bare en uge. Tirsdag morgen affyrede ukendte gerningsmænd skud gennem en rude til en stuelejlighed på Gudrunsvej i Brabrand, hvor to børn lå og sov.
Bare en uge forinden blev der ligeledes skudt mod en lejlighed i Bispehaven. Begge skudepisoder har skabt utryghed i de to boligområder, og derfor forsøger politiet at finde frem til gerningsmændene.
Efterforskningsleder Jesper Bøjgaard erkender for første gang over for TV 2 | ØSTJYLLAND, at det formenlig er bander eller grupperinger, der står bag skudepisoderne:
- Det er meget løst strukturerede grupper, der står bag.
Ifølge Jesper Bøjgaard er der dog ikke tale om narkokriminalitet, som man har set det i for eksempel København, hvor organiserede bander styrer handelen:
- Der kan være meget, meget forskellige ting, der er på spil. Det kan være helt banale uenigheder om forskellige udtalelser. Det kan være økonomi. Det kan være nogen, der ikke må være på et bestemt sted, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
I tv-indslaget øverst i artiklen kan du få et overblik over nogle de voldsomme episoder, som har rystet Aarhus Vest - blandt andet er en mand tidligere blevet stukket 17 gange med en kniv.