- Grund til at rette ryggen
Tro på området på trods af ghettoliste
Højvangen i Skanderborg blev i dag udnævnt som et ghetto-område i Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikters nye ghettoliste.
Alligevel mener borgmesteren i Skanderborg Jørgen Gaarde (S) mener ikke, kommunen eller borgerne i området har grund til at være flove:
- Vel er der udfordringer i dele af Højvangen. Men jeg tror de fleste, der kender lidt til området ved, at det er inde i en rigtig god udvikling. Der er gjort rigtig meget de senere år, og beboerne har bestemt grund til at rette ryggen, siger Jørgen Gaarde i en pressemeddelelse.
Jørgen Gaarde tilføjer, at han vil forsøge at skabe flere positive aktiviteter i området - og derfor vil han satse på at få en god del af den pulje på 2 x 15 mio. kr., som Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter har afsat til ekstra-indsatser i boligområder.
Også direktør for Skanderborg Andelsboligforening og Midtjysk Boligselskab Erling Weber Jensen tager den netop offentliggjorte liste med sindsro:
- Beboerne er mere tilfredse med at være her og bliver boende i længere tid. Vores mål er også fremover at tiltrække flere ressourcestærke familier, som eksempelvis har fast tilknytning til arbejdsmarkedet, og som kan være med til at styrke den positive udvikling, siger han.