Grumme gopler i vandet: De røde brandmænd er over os

Vestenvind har ført brandmænd til landets østvendte kyster

00:31

Den almindelige røde brandmand kan kendes på sin rød-orange farve og meterlange tråde, tentaklerne. Her ses brandmænd ved Aarhus Ø og Ballehage.

Hvis du nogensinde er kommet i nærkontakt med en brandmand, mens du har badet, er der god sandsynlighed for, at du ikke har glemt oplevelsen.

Det kan nemlig være mere end almindelig smertefuldt, når menneskehud møder brandmandens lange slæb af giftige tråde, tentaklerne.

Lige nu skal man holde øjnene åbne, hvis man hopper i havet ved landets østvendte kyster. Årsagen er ret enkel: Vestenvind.

Det betyder, at man i disse dage kan svømme ind i brandmænd ved Moesgaard Strand, Ballehage og flere andre badestrande langs Aarhus Bugt. 

Den gulrøde brandmand måler sjældent over 35 cm i diameter herhjemme, men arten kan nå over en meter i diameter og have et slæb af 10 meter lange tråde med giftige nældeceller. Foto: Jan Jørgensen - Ritzau Scanpix

Den type brandmand, vi kan støde ind i ved de danske kyster, er den gulrøde brandmand, Cyanea capillata, hvis brændtråde kan findes flere meter væk fra selve brandmanden.

- De er typisk på størrelse med en tennisbold, og så er min tommelfingerregel, at brandmandens hårtynde tråde er fem gange så lange som dens krop. På den måde ved man cirka, hvor langt væk man skal svømme fra den for at være i sikker afstand, siger Jan Vestergaard til TV 2.

Læs også Bier skal bo ved iskiosk på populær strand: - Brandmænd er værre

Brandmandens tråde er beklædt med små kapsler, der indeholder et giftstof, som minder om stærk nældegift og sætter sig fast på huden med små modhager. Resultatet er rødme, hævelse og svie i huden.

Den gulrøde brandmand måler sjældent over 35 cm i diameter, men arten kan nå over en meter i diameter og have et slæb af 10 meter lange, næsten usynlige tynde tråde med giftige nældeceller.

I andre verdensdele findes brandmænd, hvis gift er langt mere giftigt, og som kan udløse diarré, opkastning, åndenød, kramper og kollaps.

Verdens største gulrøde brandmand har ifølge det amerikanske web-magasin Wired 35 meter lange brandtråde. Foto: Wired

Brug hævekortet

Brandtrådenes giftkapsler går i stykker ved tryk, så man bør derfor undgå tryk på huden.

Det bedste er forsigtigt at skylle giften af huden, mens man endnu er i havet - eller med havvand. Hvis dette ikke lykkes, kan man skrabe giften væk fra huden fx med et kreditkort, sygesikringsbevis eller en ispind.

Læs også Ekspert advarer: Varmt havvand kan gøre badegæster syge

Huden bør ikke skylles med ferskvand, da det får kapslerne til at briste og frigive giftstof på huden. Derimod kan alkohol, eddike eller sprit bruges til at skylle huden.

Den brændende, sviende fornemmelse kan dæmpes med en lokalbedøvende creme, som først bør anvendes, når al giftstof er fjernet fra huden.

Fakta om brandmænd

  • Brændtråde kan findes flere meter væk fra selve brandmanden, ligesom løsrevne tråde kan flyde i vandet eller ligge i strandkanten
  • Kontakt med trådende fra brandmænd giver anledning til rødme, hævelse og svie i huden på et stribeformet område
  • Hvis man er blevet brændt, sidder der små kapsler med "gift" på huden
  • Disse bør skylles af med havvand, eddike eller sprit - evt. skrabes af, men ikke skylles af med ferskvand, da det får kapslerne til at briste