Grønne oaser lokkede folk til Aarhus Festuge
Vandfald og parksammenlægninger tiltrak folk til festugen, hvor enkelte steder måtte afvise forbipasserende
På Vesterbro Torv i Aarhus, hvor en grå parkeringsplads plejer at være centrum for seks trafikerede veje, troner et otte meter højt, frodigt vandfald og tiltrækker forbipasserende aarhusianere som fluer.
Vandfaldet er blevet et af hovedattraktionerne bag Aarhus Festuge, der ifølge direktør for Aarhus Festuge Rikke Øxner gik over al forventning.
Det var især de grønne pop-op områder, der havde indtaget byen, som fik folk ud på gaden.
- Byen har summet af liv de seneste ti dage blandt andet ved vandfaldet og ved sammenlægningen af parkerne ved Rådhuset. Der har simpelthen været mennesker konstant de steder, og det har været skønt at opleve, siger hun.
Aarhus skifter hvert år i den sidste uge af august udtryk, når Aarhus Festuge indtager Danmarks andenstørste by. Temaet i år var brobygning, og det var ikke kun forbindelsen mellem by og natur, der fik folk til at stoppe op.
En streetart festival, hvor folk i alle aldre kan komme tæt på folkene bag det, som nogle kalder en kunstart og andre kalder hærværk, var så velbesøgt, at der måtte lukkes af for flere tilmeldinger.
Også nogle teaterforestillinger var fuldt booket til alle shows.
Men det er ikke et problem, at der lukkes for flere tilmeldinger, så eventuelle interesserede må finde andet at lave, mener Rikke Øxner.
Læs også
- Vi skal ikke kun lave kæmpe begivenheder. Vi skal derimod vise forskellige måder at opleve kultur på, så de mennesker, der er der, får den rigtige oplevelse.
- Hvert år laver vi noget nyt, og der skal også være plads til små begivenheder, siger hun.
Arrangørerne forventer, at omkring en halv million mennesker deltog i festugen.
Det endelige resultat for årets festuge er først klar om nogle måneder, men Rikke Øxner forventer, at budgettet på omkring 20 millioner kroner bliver overholdt.
Dronning Margrethe fortæller herunder mere om festugens betydning for Aarhus: