Grøn Koncert med færre tilskuere
Det var formentligt dårligt vejr, der betød, at 2.500 færre østjyder end sidste år valgte at tage til Grøn Koncert i Århus.
20. jul 2009, kl. 14:41
Mere end 30 dage gammel
22.000 fra Århus og omegn så lørdag L.O.C, TV2 og alle de andre kunstnere under dette års Grønne Koncert på Vestereng ved smilets by. Det er 2.500 færre end sidste år.
Og mon ikke vejret har noget at sige i den forbindelse?
- Det regnede godt nok også lidt sidste år, men slet ikke i samme mængder som i år med skybrud og det hele. Så vejret og vejrudsigten har nok haft noget at sige, lyder det fra PR-ansvarlig Kristina Sindberg, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Om koncerten gav overskud eller ej, vil først vise sig, når Grøn Koncert-karavanen har holdt sit sidste stop på søndag i Valby.