Grønt lys til nyt biogasanlæg - trods protester fra borgere

Silkeborg Kommune har nu endeligt vedtaget planerne om et nyt biogasanlæg i Lemming. Det sker på trods af store protester fra borgerne

02:30

Den 20. september 2017 mødte TV2 ØSTJYLLAND en række bekymrede husejere i Lemming, der nu bliver naboer til biogasanlægget.

Planerne om et nyt biogasanlæg i Lemming har været undervejs længe. Og i mandags blev planerne så endeligt vedtaget på et byrådsmøde i Silkeborg Kommune.

Læs også Biogas i baghaven: Borgere brokker sig højlydt

De har nu givet grønt lys til anlægget - også selvom mange borgere er imod planerne.

- Jeg forstår stadigvæk ikke, at man vil give lov til at bygge så stort et anlæg. Det er helt sort for mig, at man ikke tænker på borgerne i området, siger Jan Klinkby, der er grundejer i området, hvor anlægget skal placeres.

Tung trafik på smalle veje

Ifølge Jan Klinkby er der flere forskellige udfordringer ved at anlægge et biogasanlæg i Lemming. Men han hæfter sig blandt andet ved vejtrafikken og selve placeringen.

Det er helt sort for mig, at man ikke tænker på borgerne i området

Jan Klinkby, grundejer, Lemming

- Vejene er ikke lavet til så tung trafik. Og anlægget kommer til at ligge alt for tæt på naboerne. Min datter og mange andre børn i området cykler hver dag til og fra skole på de veje, hvor de store lastbiler skal køre. Jeg frygter, at der kommer til at ske ulykker på et eller andet tidspunkt, siger Jan Klinkby. 

Grundejer i Lemming, Jan Klinkby, mener ikke, at vejene er lavet til tung trafik.

Hos Silkeborg Kommune hører man, hvad borgerne siger, men man holder stadig fast i beslutningen om, at anlægget bidrager til den grønne omstilling.

- Vi er nødt til at komme videre med den grønne omstilling. Og det er biogasanlægget en væsentlig bidragsyder til. Det bidrager til at udnytte den energiressource, som anlægget og gødningen er. Det er en del af den grønne omstilling. Det er den vej, vi gerne vil gå, siger Søren Kristensen (S), der er 1. viceborgmester.

Læs også Stor debat om biogasanlæg på Samsø

Det er en del af den grønne omstilling. Det er den vej, vi gerne vil gå

Søren Kristensen (S), 1. viceborgmester, Silkeborg Kommune

Han understreger, at man fra kommunens side har taget højde for de eventuelle gener.

- Vi har jo lagt nogle kørselsruter til og fra området, som vi har vurderet er rimelige i forhold til at tage hensyn til borgerne. Så vi lytter og har forsøgt at imødekomme borgerne med kørselsruterne, så vi generelt kan minimere generne mest muligt, siger Søren Kristensen.

Han tilføjer også, at nye foranstalninger på vejene er vigtige, så det kan bære den tunge trafik.

Byrådet i Silkeborg Kommune gav i mandags grønt lys til et nyt biogasanlæg i Lemming.

- De lytter ikke til borgerne

Planen om biogasanlægget har blandt andet været udsendt i offentlig høring fra 30. august til 25. oktober 2017. Her har Silkeborg Kommune modtaget 41 høringssvar inklusiv en underskriftindsamling.

De bryster sig med, at de har et godt nærdemokrati, men det passer jo ikke. De lytter ikke til borgerne

Jan Klinkby, grundejer, Lemming

Men nu er planen vedtaget, trods protesterne, og Jan Klinkbys reaktion er tydelig.

- De bryster sig med, at de har et godt nærdemokrati, men det passer jo ikke. De lytter ikke til borgerne. Alle høringssvarene har været ligegyldige, for det er for enhver pris, de vil have planen igennem, siger Jan Klinkby.

Søren Kristensen, der er 1. viceborgmester, understreger dog, at man fra kommunens side altså lytter til borgerne.

- Det ér et meget dilemmafyldt område, når vi snakker om grøn omstilling og trafik og veje. Men vi har lyttet til borgerne og protesterne. Og ja, vi er ikke enige, og det er jeg helt med på. Men det er kommunens ansvar, at der bliver taget hånd om disse beslutninger. Og anlægget er en brik i den grønne omstilling, som vi gerne vil beskæftige os med, siger han. 

Læs også Borgere ringer om brand: Flammer stammer fra biogasanlæg