Klimaekspert: Grønne papegøjer og palmer kan blive fremtiden i Østjylland

Hvis temperaturerne fortsat stiger, får vi det lige så varmt som i Italien.

02:09

VIDEO: Når det bliver varmere her hos os, bliver det samtidig ulideligt varmt længere sydpå, forudsiger Jens-Christian Svenning.

Ændret natur

- Grønne papegøjer og palmer bliver fremtiden i Østjylland, hvis vi ikke gør noget ved klimaet, fortæller klimaforsker Jens-Christian Svenning fra Aarhus Universitet. 

Alexanderparakitten lever allerede nu naturligt i landene syd for Danmark. Med bare få varmegraders stigning vil den også komme til Østjylland.

Selvom det kan lyde dejligt med et middelhavsklima i Østjylland, så skal vi ikke glæde os for tidligt, for  professoren forudsiger også, at vandstanden vil stige med over en halv meter,

- Hvis vi fortsætter som hidtil, vil vi her i Østjylland med god sandsynlighed ende med et klima som i Frankrig eller endda i Norditalien, siger Jens-Christian Svenning, der i årtier har forsket i arters udbredelse.

Læs også De ser frem til en fest og en ny folkeskov

Han forudser, at den grønne papegøje, Alexanderparakitten, som oprindelig kommer fra tropiske egne i Afrika og Asien, også vil kunne ses i den østjyske natur. 

- Vi vil også få flere store insekter, fordi store insekter trives bedre i et varmere klima.

Mere varme vil ændre vores natur, nye insekter og fugle vil finde vej hertil.

Jens-Christian Svenning, professor, Aarhus Universitet

Hvis det bliver varmere i Østjylland, vil sommerfuglebuske begynde at vokse som ukrudt i naturen. Det sker allerede i dag i Sydengland.

Ulideligt i Sydeuropa

Når det bliver varmere i Østjylland, bliver det samtidig helt rædsomt varmere længere sydpå.

- I Frankrig og Italien får de et varmere og tørrere klima a la Nordafrika eller endda Sahara, så det vil være meget problematisk for dem, siger Jens-Christian Svenning.

Stigende varme i Sydeuropa vil gøre mange til klimaflygtninge, forudsiger Jens-Christian Svenning, professor på Aarhus Universitet.

Konsekvensen vil være, at det bliver ulideligt at bo i Sydeuropa og meget svært at dyrke fødevarer på de tørre marker.

- Vores natur kan komme under meget stort pres via klimaflygtninge, hvis Danmark skal huse mange flere mennesker, og hvis der kommer et stigende behov for fødevareproduktion i Danmark.

Flere træer vil hjælpe

Det vil virkelig være en dårlig cirkel i forhold til klima og biodiversitet, hvis Danmark skal have mere landbrug, tværtimod er der brug for mere vild natur og naturlige skove.

- Det allervigtigste er at få standset vores CO2-udledning, forklarer Jens Christian Svenning. 

- Hvis vi skal gavne klimakrisen, så gælder det om at lade træerne blive gamle, fordi gamle træer ophober kulstof i hundredevis af år. Det batter mest.

Nye skove skal være varierede med træer, lysåbninger og masser af vand for at give mere biodiversitet.

Danmark planter træer 

TV2 har på lørdag landsindsamling til fordel for flere træer. Målet er at samle 20 mio. kr. til en million nye træer. Også her har professoren et godt råd: 

- De nye skove skal være naturlige, så de giver levesteder til mange arter, og der skal tænkes i gamle træer, døde træer, skovlysninger og vand i skoven, siger han.

TV2 sender "Danmark Planter Træer" lørdag 14. september kl. 19.30.