Grønne fingre eller ej: Lær at dyrke en økologisk have selv
I Økologiens Have kan alle lære at passe på kloden i egne haver ved blandt andet at skifte kunstgødning ud med hjælp fra fugle og kompost.
Med fridage i påsken og dagstemperaturer, der kommer op i nærheden af 20 grader, er der mange, der bliver fristet til at smutte en tur i haven og gøre forårsklar med blomster, urter og grøntsager.
Læs også
Men uanset om man har grønne fingre eller er helt grøn til havearbejde er der hjælp og inspiration at hente. Hos Økologiens Have i Odder har de nemlig i dag åbnet op for en ny havesæson, og alle er velkomne.
- Vi vil gerne inspirere folk til havebrug på naturens præmisser, og vi vil gerne inspirere til økologi, siger daglig leder af Økologiens Have Sanne Rubinke til TV2 ØSTJYLLAND.
Hun ved nemlig en helt masse om, hvordan man kan lave sit eget drivhus eller blomsterbed om til en mere miljøvenlig hobby.
- Når vi skal dyrke jorden, så lader vi være med at putte giftstoffer og kunstgødning på. I stedet allierer vi os med insekter og fugle til at tage os af skadedyr, og så bruger vi kompost som havegødning i vores have, sige Sanne Rubinke.
Udover inspiration til planter, kan gæster også møde nogle af de mange dyr, der bor i haven. Både æsler, gæs, høns, får og ponyer holder nemlig til i haven. Og forhåbentligt kommer der snart nye medlemmer til dyreflokken.
Læs også
- Vores påskelam har desværre ikke meldt deres ankomst her inden påske, men det ser ud som om, at fårene er meget oppe over at føde de her lam, så det kan ske på ethvert tidspunkt, siger Sanne Rubinke.
Økologiens Have er åben for alle, der har lyst til at lære mere om økologi eller bare nyde en tur blandt de mange planter og blomster, haven indeholder.