Grødeskæring i Gudenåen er slut
Den seneste måned er der skåret grøde i Gudenåen mellem Silkeborg og Tange Sø. Nu er arbejdet afsluttet.
Den seneste måned er der skåret grøde i Gudenåen mellem Silkeborg og Tange Sø. Arbejdet er nu afsluttet, og det er forløbet efter planen.
Der er skåret en strømrende på syv meters bredde på stykket mellem Silkeborg Langsø og Tange sø og en strømrende på 20 meters bredde fra Borre Ås udløb og ud i Tange Sø.
Grødeskæringen har som forventet givet en vandstandssænkning. Der er dog tydelig tegn på, at grøden hurtigt vokser til igen, og der er dermed stor sandsynlighed for, at vandstanden stiger til samme højde som før grødeskæringen.
Silkeborg kommune har derfor sendt brev til By- og Landskabsstyrelsen og bedt om en udtalelse i forhold til Habitatsbestemmelserne for endnu en grødeskæring i 2010.