Grise elsker M&M's
Århusianer vil bruge de farvestrålende chokoladeknapper til at løse gåden om Parkinsons sygdom. Forsøget finder sted i Hammel.
Ordet sukkergrise har fået ny betydning.
Den århusianske ph.d.-studerende Mette Slot Nielsen vil løse gåden om Parkinsons sygdom ved hjælp af de små mangefarvede chokoladeknapper M&M's. Det skriver dagbladet Urban.
Mette Slot Nielsen benytter en laboratoriegang, som Fysiurgisk Behandlingshospital i Hammel har stillet til rådighed. I den ene ende af gangen giver hun en af sine forsøgs-grise en chokoladepastil, og så går hun til den anden ende. Grisen følger troligt efter i håb om at få endnu en chokoladeknap, når den når derhen.
Den 32-årige århusianer laver analyser af grisenes gang og undersøger samtidig kemiske påvirkninger af hjernen.
- Vi følger fire-seks grise over 11 uger, og for at få så præcise data som muligt, skal grisene være tamme. Derfor træner vi dem med M&M's inden forsøgets start, så de er helt trygge ved at omgås os. Når forsøget er slut, bliver grisene aflivet, og vi analyserer hjernerne for sygelige forandringer, siger Mette Slot Nielsen til Urban.