Grise beskytter mod astma
Mindre risiko for at udvikle allergi på landet, viser aarhusiansk forskning
Børn, der vokser op på en gård med svin eller køer, har halveret risiko for at udvikle astma og allergi.
Det viser ny forskning fra Aarhus Universitet, som netop er blevet publiceret i det internationale tidsskrift "Journal of Allergy and Clinical Immunology".
- Børn i byen bliver ikke udsat for så mange mikroorganismer fra køer, grise og andre dyr, og dermed udvikler deres immunsystem sig ikke helt så effektivt, forklarer professor i arbejdsmedicin Torben Sigsgaard fra Aarhus Universitet til nyhederne.tv2.dk.
De friske forskningsresultater vækker glæde hos landmand René Rasmussen, der bor på på en gård lidt uden for Aarhus sammen med sine fire børn.
- Astma og allergi er jo en folkesygdom, så jeg er da rigtig glad for at høre, at deres barndom her blandt køerne hjælper med at beskytte dem fremover, siger han til nyhederne.tv2.dk.