Grini ny træner i Randers HK

Kjersti Grini bliver den nye i Randers HK fra 2004. Indtil da er hun i lære hos nuværende træner Morten Arvidson. Kjersti Grini slutter sin aktive karriere på grund af en knæskade

Den norske landsholdspiller Kjersti Grini skal være cheftræner i Randers Håndbold Klub fra august 2004. I mellemtiden skal hun i lære hos den nuværende træner Morten Arvidson hele næste sæson, samtidig med at hun skal gennemgå et trænerkursus.

31-årige Kjersti Grini stopper sin aktive karriere på grund af den korsbåndsskade hun fik for 14 måneder siden. Kjersti Grinis kontrakt i Ikast udløber om fem dage og starter kort efter i Randers HK. Den hårdtskydende bagspiller var ellers langt med genoptræningen og fik endda comeback i en enkelt kamp i februar.

Kjersti Grini har været på tale som assistent for træner Christian Dalmose, men da hun har været klubkammerat med langt de fleste af næste års spillere, var det ikke en optimal begyndelse på trænergerningen.

Derfor er valget nu faldet på Randers HK, hvis mål er at komme med i slutspillet i Håndboldligaen i næste sæson. Sidste sæson sluttede Randers HK på en femteplads og dermed kom de lige akkurat ikke med i slutspillet.

Den nuværende cheftræner i Randers HK, Morten Arvidson, har kontrakt med klubben et år mere. Cheftræneren har været på tale som afløser for kvindernes landsholdstræner Jan Pytlick. Men Morten Arvidson har indtil videre afvist det.

Kjersti Grini har tidligere spillet i Bækkelaget, Tertnes og siden 2000 Ikast. Med det norske landshold har hun vundet både VM-guld, EM-guld og OL-bronze.