Grini får debut mod ærkerivaler
Randers HK's nye træner, Kjersti Grini, får i aften håndboldliga-debut mod SK Århus.
21. jan 2004, kl. 15:27
Mere end 30 dage gammel
Randers HK's nye træner, Kjersti Grini, kan næppe ønske sig nogen bedre ramme for sin debut i kvindernes håndboldliga.
I aften tager Grini og hendes mandsskab på hjemmebane imod de lokale rivaler fra SK Århus, og med hjemmepublikummet i ryggen håber klubben, at den kan tage revanche for efterårets opgør mellem de to klubber. Her vandt SK Århus med 27-24.
Hvis det lykkes Randers HK at besejre SK Århus, kan klubben avancere til den fjerdeplads, der giver adgang til slutspillet. Omvendt kæmper SK Århus for at undgå nedrykning til 1. division.
TV 2 / ØSTJYLLAND er klar med en reportage fra opgøret i vores sene udsendelse klokken 22.20.