Grillpølser tilbagekaldes efter fund af skarpe genstande

Stryhns tilbagekalder pølser, der er solgt i hele landet.

Der kan være skarpe genstande i pølserne, advarer Fødevarestyrelsen.

Har du købt Stadion-Griller i en pakke med 750 gram fra Stryhns, så kan det være en god idé at tjekke datoen på pakken.

Har du købt præcis den her pakke, så skal du enten aflevere den tilbage i butikken eller smide den ud.

Nikolas Kühn Hove, beredskabschef i Fødevarestyrelsen

Det parti, der er produceret den 11. juni 2019 med udløb 12. juli 2019, bliver nu tilbagekaldt af Stryhns, da der er fundet skarpe genstande i pølserne.

Det fortæller Nikolas Kühn Hove, der er beredskabschef i Fødevarestyrelsen.

Læs også Snickers tilbagekaldes - kan fremkalde allergisk reaktion

- Der er fundet nogle skarpe genstande i pølserne. Det er enten hård plastik eller metal. Lige nu er vi ved at undersøge det, siger han.

600 pakker

Der er tale om et relativt lille parti af pølser, men derfor er det stadig vigtigt at være opmærksom, siger Nikolas Kühn Hove.

- Jeg vil tro, at det drejer sig om 600 pakker, siger han og fortsætter.

- Har du købt præcis den her pakke, så skal du enten aflevere den tilbage i butikken eller smide den ud.

Læs også Oksekødspølse tilbagekaldes: Forbrugere kan få allergisk reaktion

Pølserne er solgt i Coops butikker i hele landet.