Grethe er stadig forsvundet
Kan være taget væk fra byen
Østjyllands Politi efterlyser fortsat den 79-årige, demente plejehjemsbeboer Grethe Jensine Ditlefsen.
Hun forsvandt klokken 22.30 lørdag aften fra sin bolig på et plejehjem i Hjortshøj.
Ifølge Østjyllands Politi er Grethe Jensine Ditlefsen senest blevet set søndag klokken 8.10 tæt på stationen i Hjortshøj. De kan derfor ikke udelukke, at hun er taget med bussen eller toget.
- I princippet kan hun være overalt i landet, siger vicepolitikommissær Thomas Hinge fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Opfordrer folk til at være opmærksomme
Hele søndagen har Østjyllands Politi i samarbejde med frivillige og Hjemmeværnet gennemsøgt området med hunde og helikopter i en radius af 1,5 kilometer fra plejehjemmet.
Eftersøgningen fortsætter igen i dag, og politiet opfordrer samtidig folk til at være opmærksomme og tjekke deres haver.
- Vi opfordrer virkelig folk i lokalområdet til at kigge haver og udhuse efter, ligesom vi anmoder offentligheden om hjælp, såfremt de skulle observere Grethe Jensine Ditlefsen, siger vicepolitikommissær Thomas Hinge fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Signalement af Grethe
Grethe Jensine Ditlefsen beskrives som værende 170 - 175 cm høj, almindelig af bygning, mørkt gråt hår og bærer briller.
Da hun forsvandt, var hun iført en striktrøje i rødt, gult og sort mønster, sorte/grå knickers og røde sandaler.
Hør vicepolitikommissær Thomas Hinge fra Østjyllands Politi fortælle om eftersøgningen øverst i artiklen.