Grenaabanen får nye tog
Fra næste år kan brugerne af Grenaabanen nyde godt af nye tog. De er bedre for miljøet og har bedre indeklima.
- Puha, det er varmt!
Sådan har mere end en passager på Grenaabanen nok sagt under en tur i år. Ifølge Århus Stiftstidende er der nemlig knald på varmen i toget uanset temperaturerne uden for.
Men nu har DSB underskrevet en kontrakt med Siemens om levering af otte lette togsæt af typen Desiro, der leveres i 4. kvartal 2010.
- Desiro-toget er et let tog, der er godt for miljøet, det er hurtig til at komme op i fart og til at bremse ned igen, og det er et oplagt valg til Grenaabanen, hvor der er en forholdsvis kort afstand mellem stationerne," siger DSB's direktør for Fjern- & Regionaltog, Frank Olesen, i en pressemeddelelse.
De nye tog byder også på mere komfort. Desiro-togene er eksempelvis udstyret med elektronisk trafikinformation, klimaanlæg, store panoramavinduer og lavgulvsafdeling med handicaptoilet og fleksareal til cykler og barnevogne.